Både to skraldemænd og et ældre ægtepar er i chok over en ulykke, der onsdag morgen fandt sted i Helsted i Østjylland. Det skriver Randers Amtsavis.
Bente og Keld Keblov, begge 72 år, lå og sov, da der pludselig lød et kæmpe brag. Det viste sig at en løbsk skraldevogn var drønet direkte ind i parrets hus med så voldsom kraft, at huset rykkede sig 30 cm.
Faktisk ramte bilen soveværelset, hvor konen befandt sig, men et klædeskab faldt ned over hende og skærmede for murbrokkerne. Begge slap uskadt fra ulykken, men huset er totaltskadet og skal rives ned.
De to skraldemænd var steget ud af bilen for at tømme affald som en del af ruten, og ifølge politiet var håndbremsen trukket. Alligevel lykkedes det åbenbart skraldevognen at stikke af, trille ned af bakken og brage direkte ind i det ældre pars soveværelse.
Både ægtepar og skraldemænd har fået krisepsykologhjælp efter oplevelsen, og parret skal nu genhuses, skriver Randers Amtsavis.