Bente Klarlunds retssag er begyndt
Bente Klarlund Pedersen har hevet et udvalg i retten. Vil undgå at blive stemplet for uredeligt arbejde.
Bente Klarlund har hevet et udvalg i retten, hun vil nemlig undgå at få et grimt stempel.
Bente Klarlund har hevet et udvalg i retten, hun vil nemlig undgå at få et grimt stempel. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Dele af sundhedsprofessor Bente Klarlund Pedersens arbejde vil "helt urimeligt" blive kaldt uredeligt af Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU). Hun vil nu have domstolens ord for, at det er helt galt.

Det siger hendes advokat, Eigil Lego Andersen, tirsdag i Østre Landsret på retssagens første dag.

I timevis har Eigil Lego Andersen i lang sort kappe med røde opslag stået og fremlagt de meget tekniske forhold i sagen, som føres i landsretten og ikke i byretten, da den er af "principiel karakter".

Det er første gang nogensinde i Danmark, at en sag om videnskabelig uredelighed ender for en almindelig domstol.

For lidt over et år siden lagde den kendte sundhedsekspert og professor sag an mod UVVU, fordi udvalget i et udkast til en afgørelse havde meldt ud, at det ville stemple dele af hendes forskning som uredelig.

Blandt andet burde professoren ifølge udvalget have opdaget, at der er blevet manipuleret med fotos i videnskabelige artikler, som hun er medforfatter til sammen med hjerneforskeren Milena Penkowa.

Men Klarlund Pedersens advokat mener, at det er forkert at tale om uredelighed i den sammenhæng.

- Billedmanipulationen er blevet overset af redaktører, alle medforfattere og læsere, som har forsket i det her længe. Så det er svært at skulle tage én person ud og sige, at hun har ansvaret, siger Eigil Lego Andersen.

Bente Klarlund Pedersen har erkendt et par fejl i artikler, som er blevet rettet. Men professoren mener ikke, at man på den baggrund kan "dømmes" for uredelighed.

Klarlund Pedersen har også sagsøgt daværende forskningsminister Morten Østergaard (R) for at have forlænget flere medlemmer af UVVU's mandat ud over seks år, som ifølge loven er den maksimale periode, man må sidde i udvalget.

Professoren mener, at det er medlemmer, der ikke længere burde sidde i udvalget, som vil dømme hendes arbejde for uredeligt.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra UVVU's advokat.

Sagen fortsætter onsdag og torsdag. Der ventes at falde dom sidst i januar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.