Bent reddede kollegas liv: Den bedste følelse nogensinde
Tømren Bent Klein reddede en kollegas liv, da hun faldt om med hjertestop.
Bent Klein har været på flere førstehjælpskurser, men aldrig oplevet et hjertestop, før hans kollega faldt om med et.
Bent Klein har været på flere førstehjælpskurser, men aldrig oplevet et hjertestop, før hans kollega faldt om med et. Foto: Colourbox


Den 46-årige tømrer Bent Klein reddede en vintermorgen i januar sin kollegas liv, da hun faldt om med hjertestop. Det skriver Politiken.

Han fortæller til avisen, at han husker meget lidt fra selve dagen, indtil han bliver ringet op og bedt om at tage imod en ambulance. Firmaets massør er faldet om med hjertestop. Bent Klein vælger dog selv at tage affære. Hvorfor kan han ikke forklare.

- Jeg valgte at gå ned i massagerummet i stedet. Vores massør Christina ligger livløs på gulvet. Hun er blå om munden og på fingrene. En, der hedder Nina, er i gang med at give hjertemassage. Hun er ikke så stor, så jeg overtager. De andre er ved at pakke hjertestarteren ud. Jeg tilslutter den, mens jeg fortsætter hjertemassagen, og beder den unge pige Malene om at give indblæsninger mund til mund. Malene var helt chokket, men fattet, og hun gjorde, som jeg sagde. Det var helt fantastisk, siger han til Politiken.

Bent Klein har været på flere førstehjælpskurser. Han er far til to drenge og har været spejderleder gennem mange år, så han har prøvet lidt af - bare aldrig et hjertestop. Efter ti minutters arbejde mærker han pludselig, at han bliver slået i brystet. Kollegaen er vågnet og er i panik over, hvad der sker.

- Det er den bedste følelse, jeg nogen sinde har haft, siger Bent Klein, der efterfølgende gik tilbage til sit arbejde. Firmaet tilbød krisehjælp, men det sagde han nej til.

Chancen for at overleve et hjertestop er lille. I Danmark er det kun, 12 procent, der vågner igen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.