Benitez tager vigtigt point i tilbagevenden til Anfield
Newcastle snuppede lørdag et vigtigt point i kampen om overlevelse med 2-2 mod Liverpool på udebane.
Liverpools Daniel Sturridge skulle blot bruge 67 sekunder på at bringe Liverpool foran mod Newcastle. Arkivfoto.
Liverpools Daniel Sturridge skulle blot bruge 67 sekunder på at bringe Liverpool foran mod Newcastle. Arkivfoto. Foto: Jon Super/AP


Newcastle spillede lørdag 2-2 mod Liverpool i manager Rafael Benitez' tilbagevenden til Anfield, hvor han tidligere har stået i spidsen for Liverpool fra 2004 til 2010.

Dermed sikrede Newcastle sig et vigtigt point i kampen om overlevelse i Premier League. Newcastle ligger nu næstsidst i Premier League med ét point op til en placering over stregen.

Liverpool spillede kampen med flere reserver. Det skyldte blandt andet, at det tidligere lørdag blev offentliggjort, at Mamadou Sakho er blevet testet positiv for et forbudt stof.

Også i angrebet var der ændringer i den normale opstilling, hvor Daniel Sturridge havde erstattet en langtidsskadet Divock Origi. Og det tog kun englænderen 67 sekunder at vise, hvor skabet skulle stå.

Sturridge modtog en høj bold på kanten af straffesparksfeltet, og med en teknik ud over det sædvanlige vendte han som på en tallerken og sparkede bolden i mål til en tidlig 1-0-føring.

Mindre end en halv time senere gjorde Liverpool igen det onde ved Newcastle, da Adam Lallana med et langskud helt oppe i krydset sparkede Liverpool foran med 2-0.

I anden halvleg vendte kampbilledet 180 grader. Newcastle kom ud som lyn og torden, og efter bare tre minutter missede Simon Mignolet i målet en clearing. Det udnyttede Papiss Cissé til at reducere til 1-2.

Og mindre end 20 minutter senere kunne Jack Colback udligne til 2-2 og bringe al spænding tilbage i kampen.

I kampens afslutning kæmpede Liverpool for at vende kampen igen, men det løb ud i sandet, og så kunne Rafael Benitez tage et vigtigt point med hjem fra sin gamle hjemmebane.

Midt i rækken har Chelsea ikke haft nogen stor sæson. Men lørdag sikrede sidste sæsons mestre sig alligevel en 4-1-sejr over Bournemouth.

To mål på 35 minutter af Pedro og Eden Hazard gav London-klubben en god start.

Og selv om Bournemouths Tommy Elphick fik reduceret kort før pausen, blev det aldrig spændende, da Willian lukkede kampen med en scoring midt i anden halvleg.

I kampens overtid blev det sågar til 4-1, da Hazard for alvor sparkede gang i sin målscoring, der ellers har set skidt ud for offensivspilleren i denne sæson.

I bunden har Aston Villa allerede sikret sig nedrykning til den næstbedste række. Klubbens dårlige sæson fortsatte lørdag med et 2-4-nederlag til Southampton på ottendepladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.