Bendtner: Vi står tilbage med en følelse af skuffelse
Danmark måtte nøjes med 0-0 mod Albanien, selvom, der chancer til en sejr.
Nicklas Bendtner ærgrer sig, da Danmark fredag mødte Albanien i EM-kvalifikationen.
Nicklas Bendtner ærgrer sig, da Danmark fredag mødte Albanien i EM-kvalifikationen. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Det endte som en dansk skuffelse mod Albanien, men det kunne lige så godt være endt som en festaften.

Nicklas Bendtner er derfor på ingen måde tilfreds med fredagens 0-0-resultat i EM-kvalifikationen foran et propfyldt Parken.

- Vi har høje forventninger til os selv, og vi havde regnet med at vinde kampen.

- Vi kom med en plan og eksekverede den godt i anden halvleg, men fik ikke scoret. Det gør hele forskellen på, om man er skuffet eller glad, siger Nicklas Bendtner.

- Vi står tilbage med en følelse af skuffelse, fordi vi ikke vandt den her kamp i en fantastisk kulisse.

- Jeg synes, at vi spillede en ret skidt første halvleg. Vi fik det ikke til at køre, som vi gerne ville før pausen.

- Anden halvleg var klart bedre for vores vedkommende. Vi fik lagt et godt pres og kreerede nok chancer til at score, men det lykkedes ikke, siger Wolfsburg-angriberen.

Fra anden halvlegs start kom Yussuf Poulsen på banen i stedet for debutanten Pione Sisto i den danske offensiv, hvor også Nicolai Jørgensen gjorde det godt.

- Vi var gode til at finde hinanden. Vi var tre, der kunne holde fast i bolden og spille den rundt. Nicolai er en god spiller, og han kom vel frem til fire-fem afslutninger.

- Jeg havde selv en chance, hvor Yussuf spiller mig fri i feltet. Jeg ved ikke, om jeg var for langsom. Jeg følte, at jeg fik taget en god førsteberøring, men fik så ikke afsluttet i tide, siger Bendtner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.