Bendtner: Vi skal tanke selvtillid
Mandagens venskabskamp mod Montenegro handler mest af alt om at finde hinanden igen, mener Nicklas Bendtner.
Nicklas Bendtner, mandag ved fodboldlandsholdets træning på Helsingør Stadion.
Nicklas Bendtner, mandag ved fodboldlandsholdets træning på Helsingør Stadion. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


To ugers samling og intens træning med fodboldlandsholdet handler mest af alt om EM-kvalifikationskampen hjemme mod Serbien lørdag 13. juni.

Men mandagens venskabskamp mod Montenegro er en særdeles vigtig generalprøve og skal bruges konstruktivt, fortæller Nicklas Bendtner.

- Vi skal have testet konstellationerne, få tanket noget selvtillid og også få nogle minutter i benene.

- Det handler om kamptræning, så der ikke går for lang tid, fra man stopper på klubholdet, til man skal spille så vigtig en kamp. Så kommer man ud af kamptræning, siger Bendtner.

De seneste måneder er det ikke blevet til specielt meget spilletid for Bendtner, som blandt andet har siddet en del på bænken hos klubholdet Wolfsburg.

Alligevel ser den danske landsholdsangriber det ikke som noget stort problem. Han var i en lignende situation i foråret på klubholdet, men på landsholdet lavede han hattrick i 3-2-sejren over USA.

- Det er noget med at træne godt og holde sig klar. Det er også meget mentalt. Det handler ikke kun om at træne.

- Vi er fodboldspillere, vi er ikke maratonløbere. Det er ikke noget med, at vi skal ud at forbedre en tid. Det handler om at være klar oven i hovedet og være i en god fysisk form, forklarer Bendtner.

Mandagens venskabskamp mod Montenegro spilles i Viborg, mens EM-kvalifikationskampen mod Serbien fem dage senere spilles i København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.