Bendtner-scoring får ros af Neuer efter Super Cup-sejr
Manuel Neuer har fundet den store ros frem til Nicklas Bendtner, der blev helten i den tyske Super Cup.
Nicklas Bendtner, her i en træningskamp, får ros fra Manuel Neuer for sin scoring i den tyske Super Cup.
Nicklas Bendtner, her i en træningskamp, får ros fra Manuel Neuer for sin scoring i den tyske Super Cup. Foto: John Walton/AP


Lørdag aften blev Nicklas Bendtner den store helt for Wolfsburg, da de grønblusede besejrede mægtige Bayern München i den tyske Super Cup.

Ikke nok med at Bendtner udlignede til 1-1 kort før tid, det var også den danske landsholdsangriber, som hamrede det afgørende straffespark i kassen i straffesparkskonkurrencen.

Efter kampen ærgrede Bayern-keeper Manuel Neuer sig over nederlaget, men han havde også overskud til at rose Bendtners udlignende mål.

- Man bliver nødt til at erkende, at pasningen var fantastisk, og Bendtner rammer den virkelig godt inde på midten. Sådan et mål kommer ikke hver dag, men det er selvfølgelig bittert, at det sker i 90. minut, siger Neuer til goal.com.

Det var en kamp, som Bayern München dominerede spillemæssigt, men Nicklas Bendtners udligning var nok til at bringe kampen ud i en straffesparksafgørelse, og her viste danskeren igen kølighed på det afgørende spark.

Optakten til den sæson, der venter lige om hjørnet, har ellers ikke været optimal for den tidligere Arsenal-angriber.

Det er ikke mange uger siden, Bendtner blev sat til at selvtræne i klubben, fordi træneren var utilfreds med både hans form og præstationer generelt, men alt det var glemt lørdag aften, da danskeren sikrede sejren.

Wolfsburg indleder Bundesligaen om to uger med en hjemmekamp mod Eintracht Frankfurt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.