Gammel kærlighed ruster aldrig, og måske er det netop derfor, at skuespillerinden Julie Zangenberg og fodboldspilleren Nicklas Bendtner igen er et par.
I hvert fald bekræfter deres agent, Elisa Lykke, overfor Newspaq, at kendisparret igen kalder sig kærester.
Zangenberg og Bendtner, der havde været kærester i tre år, da de gik fra hinanden i august, er i øjeblikket i Paris, hvor de tilsyneladende fejrer deres genfundne kærlighed.
På billeddelingssiden Instagram kan man således se, hvordan der både bliver drukket champagne og spist snegle, ligesom at Nicklas Bendtner har delt et billede af et badekar på det eksklusive hotel The Peninsula, der ligger tæt ved Triumfbuen.
Da parret i august brød op, forklarede de via deres agent i en pressemeddelelse hvorfor, de tog beslutningen.
- Efter næsten 3 års forhold kan deres liv og karrierer ikke forliges, og derfor har de valgt at bryde op og er derfor ikke længere et par, lød det dengang.
Newspaq