Bendtner meldes tvivlsom til Europa League-kamp
Wolfsburg-angriberen kunne ifølge nyhedsbureauet dpa kun løbetræne ved tirsdags træningspas i Tyskland.


Nicklas Bendtner er tilsyneladende tvivlsom til Wolfsburgs udekamp mod russiske Krasnodar i Europa League på torsdag.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa trænede den danske angriber ikke med resten af Wolfsburg-truppen tirsdag. Bendtner løbetrænede for sig selv.

Den danske landsholdsspiller var i weekenden ikke med i Wolfsburgs trup mod Freiburg i Bundesligaen, og dpa antyder, at Bendtner er tvivlsom til Europa League-opgøret.

Bendtner har endnu ikke scoret et mål i denne sæson - hverken for Wolfsburg eller det danske landshold.

Faktisk har Bendtner kun scoret ét mål i år. Den 1. januar scorede han et mål for Arsenal. Kontrakten med Arsenal sluttede i sommer, hvorefter han skiftede til den tyske klub på en fri transfer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.