Bendtner: Juventus skal satse på kontra og dødbolde
Den tidligere Juventus-spiller Nicklas Bendtner forventer, at Barcelona er for stærke for Juventus.
Nicklas Bendtner forventer, at Juventus får det svært i Champions League-finalen mod Barcelona.
Nicklas Bendtner forventer, at Juventus får det svært i Champions League-finalen mod Barcelona. Foto: MIKKEL KHAN TARIQ/POLFOTO


Danmarks landsholdsangriber Nicklas Bendtner kender en del til det ene af de to hold, som lørdag aften spiller Champions League-finale i Berlin.

I 2012/2013-sæsonen spillede Bendtner for italienske Juventus, men han erkender, at de tidligere holdkammerater får det svært mod mægtige Barcelona.

- Juventus kommer til at stå så dybt som muligt og vil forsøge at lukke ned for de spillere, som kan noget på egen hånd. Men det bliver svært, fordi der er så mange.

- Til gengæld skal de forsøge sig på kontraangreb og ikke mindst på dødbolde. Det er jo ikke ligefrem Barcelonas største styrke, så her har de måske en chance, siger Nicklas Bendtner om sine tidligere klubkammerater.

De færreste havde spået, at Juventus ville gå hele vejen til finalen i Champions League, men Bendtner er ikke overrasket over den imponerende præstation.

- Jeg er ikke overrasket over, at Juventus står i finalen. De har et fremragende hold med gode spillere og et super kollektiv, siger han.

Selvom Bendtner er fuld af lovord overfor Juventus-holdet, så spår han, at italienerne må tage til takke med et finalenederlag.

- Når alt kommer til alt, så har de bedre spillere, og specielt Lionel Messi bliver afgørende. Lige meget, hvor mange spillere, der står foran ham, så kan han få det til at se ud som om, der ikke er nogen. Det kan du ikke hamle op med, siger Nicklas Bendtner.

Når han skal se kampen i fjernsynet, så holder han med sine tidligere holdkammerater, selvom han også har en forkærlighed for modstanderen.

- Jeg holder med Juventus, fordi det er mine tidligere holdkammerater. Men hvis ikke jeg havde haft et forhold til dem, så havde jeg heppet på Barcelona. Dem har jeg altid godt kunne lide, men man må jo støtte ens gamle klub, siger Nicklas Bendtner.

Han opnåede i alt 11 kampe i Juventus-trøjen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.