Bendtner føler sig snydt for straffespark
Sverige skulle have haft rødt kort, og Danmark skulle have haft straffespark, siger Nicklas Bendtner.
Nicklas Bendtner føler, han blev snydt for et straffespark mod Sverige.
Nicklas Bendtner føler, han blev snydt for et straffespark mod Sverige. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Landsholdsangriber Nicklas Bendtner er helt uforstående over for, at han i første halvleg ved stillingen 0-0 ikke blev tildelt et straffespark.

Samtidig skulle Sverige have haft rødt kort, da der var tale om en oplagt målchance, siger Bendtner.

- Normalt ville jeg kalde det for en 100 procent chance, qua jeg er i luften, og han så river mig i trøjen, så bliver afslutningen ikke god. Jeg kan ikke forstå, hvordan han (dommeren, red.) ikke kan se, at jeg bliver hevet i trøjen.

- Jeg bliver uden tvivl snydt for et straffespark. Vi har også set tv-billederne igen. Der er straffe og rødt kort, det er der ingen tvivl om, siger Bendtner.

Kort efter episoden scorede Sverige til 1-0. Kort inde i anden halvleg blev den svenske føring fordoblet, og Danmark var heldige med at slippe fra Stockholm med et 1-2-nederlag, mener Bendtner.

- Set på kampen som helhed, så kunne de have scoret nogle flere, siger angriberen.

- Vi snakkede i pausen om, at vi skulle ud og gøre det godt til anden halvleg. Så er det selvfølgelig negativt, at de fik et straffe, men det positive er, at vi scorede, så vi blev inde i kampen.

Bendtner siger også, at Danmark spillede for meget på Sveriges præmisser med en masse dueller.

- I de perioder, hvor vi spillede bolden, gjorde vi det godt. Men det gjorde vi slet ikke nok, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.