Bendtner er stadig under Hareides landsholdsradar
Trods kampe for Nottingham Forest er Nicklas Bendtner fortsat ikke landsholdsaktuel for Åge Hareide.
Nicklas Bendtner er fortsat et stykke vej fra et comeback på det danske landshold ifølge landstræner Åge Hareide.
Nicklas Bendtner er fortsat et stykke vej fra et comeback på det danske landshold ifølge landstræner Åge Hareide. Foto: John Sibley/Reuters


Der var på forhånd gisnet en del om, hvorvidt Nicklas Bendtner ville blive trukket op af Åge Hareides landsholdshat til mandagens landsholdsudtagelse.

Men Bendtners navn var ikke blandt de 22 udtagne spillere til kampene i oktober mod Polen og Montenegro i VM-kvalifikationen. Og navnet var end ikke på Hareides blok over potentielle spillere.

Spørgsmål: Har Nicklas Bendtner været inde i dine overvejelser omkring denne trup?

- Nej, det har han ikke været. Han har spillet for få kampe og har været væk fra fodbolden for længe, lyder forklaringen fra Hareide.

Nicklas Bendtner har fået tre indhop og en enkelt kamp fra start efter sensommerskiftet til Nottingham Forest i Englands næstbedste række.

Han startede inde i pokalkampen mod sin tidligere klub Arsenal uden at imponere stort, og træneren gav ham plads på bænken i den efterfølgende ligakamp - blandt andet med henvisning til, at Bendtner var meget træt efter kampen mod Arsenal.

Og den træthed efter 80 minutters fodbold er præcis årsagen til, at Hareide fortsat slet ikke har angriberen i sine overvejelser, når truppen skal sammensættes.

- Hvis du holder ferie efter en sæson, skal du også bruge mange træningskampe for at komme i omdrejninger, komme i kampform og få timing igen, siger den norske landsholdschef.

Han slår dog fast, at han følger nøje med i, hvordan Bendtner kommer i gang i sin nye engelske klub, for det er en spiller, Hareide gerne ser tilbage i den rød-hvide trøje.

- Han har kvaliteterne. Det er der ingen tvivl om. Men vi må også give ham tid til at bygge sig selv op til igen at blive en aktuel spiller for landsholdet, konkluderer Åge Hareide.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.