Belgiske soldater skal kæmme gader mod terror
Belgiske soldater vil lørdag begynde at patruljere i flere byer. Det sker efter stor antiterroraktion.
Belgisk politislog torsdag aften til mod islamister flere steder i landet. Her er det i byen Verviers, hvor aktionen endte i skududveksling, hvor to formodede terrorister blev dræbt.
Belgisk politislog torsdag aften til mod islamister flere steder i landet. Her er det i byen Verviers, hvor aktionen endte i skududveksling, hvor to formodede terrorister blev dræbt. Foto: Frank Augstein/AP


Hundredvis af soldater bliver lørdag sendt på gaden i flere belgiske byer, efter at landets politi torsdag aften slog til mod islamister flere steder i landet.

Op mod 300 soldater vil gradvist blive indsat i hovedstaden Bruxelles og i den nordlige by Antwerpen, der har en stor jødisk befolkning, lyder det fra premierminister Charles Michels kontor.

- De mobiliserede tropper vil være bevæbnet, og deres primære ansvar vil være at overvåge bestemte områder, lyder det i udtalelsen.

Senere vil soldater også blive indsat i den østlige by Verviers, hvor sikkerhedsstyrker torsdag dræbte to mistænkte islamister, der angiveligt planlagde at dræbe politibetjente.

Ifølge den belgiske anklagemyndighed var islamisternes angreb nært forestående, og derfor valgte politiet at gribe ind.

I alt er 13 mistænkte blevet anholdt ved de koordinerede aktioner. Af dem er fem sigtet for terrorisme.

Belgiske efterforskere mener ikke umiddelbart, at de anholdte har forbindelser til sidste uges angreb i Paris på det satiriske ugeblad Charlie Hebdo.

Belgien er ikke ubekendt med terroranslag fra yderliggående muslimske grupper. I maj sidste år blev fire personer skudt ned ved det jødiske museum i Bruxelles.

En 29-årig franskmand, der vendte hjem fra kampene i Syrien, er anklaget for at have begået drabene. Sagen har endnu ikke været for retten.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.