Belgiske kampfly skal bombe Islamisk Stat i Syrien
Belgien tilslutter sig indsatsen med luftangreb i Syrien. Hidtil har landet kun deltaget i luftangreb i Irak.
Når de danske F-16-fly skal deltage i luftbombardementer i Syrien i fremtiden, kan de få følge af belgiske kampfly. Arkivfoto
Når de danske F-16-fly skal deltage i luftbombardementer i Syrien i fremtiden, kan de få følge af belgiske kampfly. Arkivfoto Foto: Jens Dresling/Polfoto


Belgiens politikere har fredag vedtaget, at landet sender F-16-fly og soldater af sted for at deltage i luftangreb mod den militante gruppe Islamisk Stat i Syrien.

Det er første gang, at Belgien går militært ind i krigen i Syrien. Hidtil har belgiske kampfly kun været på vingerne over Irak i kampen mod Islamisk Stat.

Ifølge avisen Het Niuewsblad er beslutningen blevet truffet fredag eftermiddag af ministerrådet.

En talsmand for premierminister Charles Michel bekræfter ifølge flere belgiske medier, at seks af Belgiens F-16-fly vil slutte sig til den internationale koalition, der bliver ledet af USA. Yderligere bliver der sendt omkring 120 soldater med flyene.

Luftangrebene udført af fly med belgiske piloter kan gå i gang fra 1. juli, lyder det videre fra talsmanden.

Belgien har været en del af koalitionen siden 2014, men kampflyene har kun haft mandat til at deltage i luftangreb i irakisk luftrum. I 2015 forlod Belgien samarbejdet på grund af økonomi, men nu er landet altså tilbage.

- Målet er at ødelægge disse gruppers tilholdssteder, siger Charles Michels talsmand ifølge nyhedsbureauet AFP.

USA's forsvarsminister, Ash Carter, glæder sig over den belgiske beslutning og roser premierministeren samt forsvarsminister Steven Vandeput.

- Belgien er et vigtigt medlem af koalitionen, og dette bidrag kommer på et nøgletidspunkt i indsatsen, siger Carter og peger på det udvidede mandat som en vigtig brik i kampen mod Islamisk Stat i Syrien.

I marts mistede 32 mennesker livet i Belgiens hovedstad, Bruxelles, da bomber blev udløst både i lufthavnen og metrosystemet.

Netop Islamisk Stat har taget skylden for ansvaret og sagt, at Belgien var mål for angrebene, fordi det er "et land, der deltager i den internationale koalition mod Islamisk Stat".

Angrebet blev udført, på trods af at Belgien på det tidspunkt ikke havde bombet i mindst ni måneder, skriver The Independent.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.