Belgisk politi afslutter aktioner mod terrortrusler
Kort før midnat er politiet i Belgien færdig med en række operationer, der blev sat i gang søndag.


En række operationer i den belgiske hovedstad, Bruxelles, er overstået.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters kort før midnat natten til mandag.

På et pressemøde klokken 00.30 vil den offentlige anklager oplyse nærmere om situationen, skriver medierne.

Det belgiske politi var søndag aften i gang med flere aktioner, der havde forbindelser til de trusler, som er imod landets hovedstad, oplyste en polititalsmand.

- Forskellige operationer er i gang på grund af terrortrusler, sagde talsmanden.

Han anmodede om, at medierne ikke rapporterede direkte om operationer, da de var i gang. Blandt andet ønskede han ikke de pågældende steder nævnt.

Charles Michel, den belgiske premierminister, sagde tidligere på aftenen, at det højeste alarmberedskab opretholdes i Bruxelles.

Det blev indført lørdag, fordi der ifølge politiet er trusler om, at nogle har planer om at gennemføre angreb som det, der ramte Paris, den franske hovedstad, 13. november.

130 mennesker blev dræbt ved selvmords- og skudangreb.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.