Der er optimisme at spore hos flere af EU's handelsministre forud for et møde i Luxembourg tirsdag. Er målet at nå til enighed om frihandelsaftalen med Canada, Ceta.
Hvis alt går efter planen, skal aftalen underskrives 27. oktober. Men i sidste øjeblik har det fransktalende, regionale parlament Wallonien i det sydlige Belgien blokeret for aftalen.
- Jeg tror ikke, at aftalen kan mislykkedes, siger den tyske finansminister, Sigmar Gabriel dog.
Men måske betyder den belgiske modstand, at underskrivelsen bliver udskudt, vurderer han.
- Belgien har stadig nogle spørgsmål, der måske kan besvares i dag. Men måske har vi brug for mere tid, siger han.
Også EU's handelskommissær, Cecilia Malmström, forudser, at handelsaftalen kan ende med at blive udskudt.
- Jeg er ikke sikker på, at vi bliver i stand til at nå en aftale i dag, men forhåbentligt vil vi være i stand til at tage en beslutning meget snart, siger hun.
Handelsaftalen har været syv år undervejs, men er på det sidste blevet viklet ind i diskussionen om den noget større handelsaftale med USA, TTIP.
Næsten alle 28 medlemslande af EU bakker op om Ceta-aftalen. Men Belgien har en helt særlig opbygning bestående af fem parlamenter, der repræsenterer de forskellige sprogsamfund og regioner i landet.
For at aftalen kan gå igennem, kræver det, at alle af de disse fem belgiske underparlamenter godkender den.
- Vi har arbejdet intensivt med Wallonien de sidste par dage og prøvet at forstå deres bekymringer, og om vi kunne rumme dem. Men vi er der ikke helt endnu, siger Cecilia Malmström.
Også Rumænien har strittet imod og krævet visafri indrejse for rumænere til Canada, før de vil skrive under.
/ritzau/Reuters