Belgierne viser terroren trods med sang og farvekridt
Livet går videre i Bruxelles, en dag efter at bomber dræbte mindst 31. Men alt er ikke helt, som det plejer.
Pladsen foran Bruxelles' gamle børsbygning har udviklet sig til et improviseret mindesmærke og samlingssted for folk, der vil har brug for et sted til at dele deres følelser med resten af byen.
Pladsen foran Bruxelles' gamle børsbygning har udviklet sig til et improviseret mindesmærke og samlingssted for folk, der vil har brug for et sted til at dele deres følelser med resten af byen. Foto: Minna Skau/Free


Der er stille på Grand Place i hjertet af Bruxelles.

Den imponerende plads med forgyldte palæer og restauranter med udendørs servering er en skygge af selv.

Dagen efter at selvmordsbombere dræbte mindst 31 mennesker ved koordinerede angreb på den belgiske hovedstads lufthavn og metrosystem, har tre asiatiske unge kvinder, der læser engelsk i Cambridge, pladsen næsten for sig selv.

- Det er lidt uhyggeligt, siger 17-årige Hoi Ting Fung fra Hong Kong, der sammen med veninderne egentlig skulle have været i lufthavnen tirsdag morgen.

- Det er rent held, at vi ikke var der. Men nu er vi altså her. Vi lever. Og vi kan ikke bare sidde inde på vores hotel. Hvis der springer en bombe, så dør vi dér. Så vi kan lige så godt være her blandt de smukke bygninger, siger Hoi Ting Fung.

Små hundrede meter fra den næsten mennesketomme Grand Place myldrer det med folk.

Trappen og pladsen foran Bruxelles' gamle børsbygning er siden tirsdag blevet til et improviseret mindesmærke og samlingssted. Bygningens sokkel og asfalten foran er fyldt med ord og tegninger i kulørte kridtstreger.

Budskaber om kærlighed, solidaritet og sammenhold går igen under fødderne på syngende kvinder, tårevædede mænd og børn med det belgiske flag malet på kinderne.

- Verden har brug for en gruppekrammer, mener en, der har skrevet med turkis kridt.

Den belgisk-marokkanske studerende Adam Elajmi er på pladsen, bevidst om at også han formentlig snød døden, da han sov over sig tirsdag og derfor ikke var på Maelbeek-stationen, da bomben sprang. Som muslim føler han en særlig forpligtelse til at hæve stemmen.

- Det er ikke normalt, det her. Vi er nødt til at kunne skelne og forstå, at de folk ikke handler i min religions navn. Og vi må gøre en indsats for at undgå, at situationen udvikler sig til racisme og generelt had mod muslimer.

- Bruxelles er en multikulturel by, og man ser alle slags folk her. Hvis man er født i Belgien, kan man ikke være racist. Men jeg er bange for, at angrebet kan lave om på dét, siger Adam Elajmi.

Som mange andre belgiere, Ritzau møder på gaden, siger Elajmi, at han føler sig relativt tryg på gaden i Bruxelles og har nogenlunde tillid til, at myndighederne har styr på, hvad de gør.

- Man kan umuligt holde styr på alle mennesker, og de her folk er blevet radikaliseret på meget kort tid. Det er umuligt at forudsige, hvornår de vil handle. Så det nytter ikke at fordømme myndigheder, der bekæmper en usynlig fjende, mener Elajmi.

- Det er svært ikke at være lidt nervøs nu. Men vi er nødt til at konfrontere vores frygt og lade livet gå videre. Hvis vi lever i frygt, så vinder de, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.