Belgien sænker trusselsniveau i Bruxelles fra højeste niveau
Beredskab er sænket fra niveau fire til niveau tre, som betyder "alvorligt trusselsniveau".


Belgien sænker trusselsniveauet i hovedstaden, Bruxelles, skriver nyhedsbureauet Belga ifølge Reuters. Bruxelles har været i højeste alarmberedskab efter konkrete trusler om nært forestående angreb på samme tid flere steder i byen.

Beredskabet er sænket til niveau tre, som betyder "alvorligt trusselsniveau", efter at det har ligget på niveau fire, der betyder "meget alvorligt trusselsniveau". Dermed er niveauet i Bruxelles det samme som i den øvrige del af landet.

Beredskabet blev øget til niveau tre umiddelbart efter angrebene i Paris den 13. november, og en uge senere blev det øget til maksimalt alarmberedskab, da politiet jagtede en lokal mistænkt og hans formodede medsammensvorne i forbindelse med angrebene i Frankrig.

Myndighederne mente, at denne gruppe havde planer om angreb i Bruxelles.

- Vi frygter et angreb som det i Paris, hvor adskillige personer på samme tid indleder angreb flere forskellige steder, sagde Belgiens premierminister, Charles Michel, søndag aften efter et møde i Belgiens nationale sikkerhedsråd.

Den mistænkte er stadig på fri fod. Politiet har gennemført en rækkes razziaer og operationer i de seneste uger. Fem personer er sigtet for terrorisme og sættes i forbindelse med angrebene i Paris.

Børnehaver, skoler, gymnasier og universiteter har været lukket, og mange i Bruxelles har om muligt passet deres arbejde hjemmefra.

EU-institutionerne i den belgiske hovedstad har holdt åbent, men i ministerrådet er en stribe af møder blevet aflyst, og mange i EU-systemet har også arbejdet hjemme.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.