Belgien holder tre dages landesorg efter angreb
30 er døde og 230 er såret, og flere svæver mellem liv og død, oplyser belgisk nyhedsbureau.
Ambulancer og politibiler spærrer det centrale Bruxelles, efter en bombe sprænger på metrostationen Maelbeek.
Ambulancer og politibiler spærrer det centrale Bruxelles, efter en bombe sprænger på metrostationen Maelbeek. Foto: Virginia Mayo/AP


Der vil blive holdt tre dages landesorg i Belgien efter tirsdagens bombeangreb mod en lufthavn og en metrostation i Bruxelles, som har kostet 30 mennesker livet.

Det oplyser indenrigsminister Jan Jambon til tv-stationen RTBF.

En talsmand for det belgiske kriseberedskab har opdateret dødstallet. Han siger, at 10 blev dræbt i lufthavnen og 20 i metrostationen kun få hundrede meter fra Europa-Parlamentet.

230 mennesker er såret ifølge nyhedsbureauet Belga, og flere svæver mellem liv og død.

- Alle nationens flag på offentlige bygninger vil være på halv mast til og med torsdag, siger en talsmand for premierminister Charles Michel.

Premierministeren havde kort forinden på et pressemøde kaldt bombeangrebene mod lufthavnen og metrostationen for en "blind, voldelig og kujonagtig" handling.

- Det er en tragediens dag, en sort dag, konstaterede han.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.