Bekymring i veteranmiljøet: Tre selvmord på fire måneder
I løbet af de sidste fire måneder har tre krigsveteraner taget deres eget liv.
I Veteranalliancen tror man, at selvmordstallet blandt veteraner er dobbelt så højt som det registrerede.
I Veteranalliancen tror man, at selvmordstallet blandt veteraner er dobbelt så højt som det registrerede. Foto: Morten Stricker/Scanpix/arkiv


Siden maj har tre veteraner med diagnosen ptsd efter missioner i Irak og Afghanistan taget deres eget liv, skriver Politiken mandag. Hertil kommer et ukendt antal selvmordsforsøg blandt soldaterveteraner.

"Formentlig er der også et, måske to selvmordsforsøg hver uge. Jeg selv kender til et fra Roskildeegnen for 14 dage siden og et andet fra Nordsjælland", siger Claus Stenberg, talsmand for Veteranalliancen, en organisation for veteraner, til Politiken.

Politiken har desuden kendskab til et selvmordsforsøg denne sommer, hvor en soldat skød sig selv på Kastellet i København. De seneste selvmordstal er fra 2013 og går tilbage til 1992, i den periode havde 47 veteraner ifølge de officielle registre taget deres liv.

Claus Stenberg tror, at selvmordstallet måske er dobbelt så højt, som det registrerede, "hvis man altså tager dem med, der bare har drukket sig ihjel eller kørt galt i en soloulykke på motorvejen".

I juli dræbte en psykisk alvorligt syg veteran fra Balkan sine forældre, formentlig i en tilstand af sindssyge. Sagerne skaber uro og bekymring i veterankredse og blandt pårørende, skriver Politiken, og Forsvarets Veterancenter oplever et stigende antal henvendelser fra urolige pårørende. Allerede før den seneste selvmordsbølge var Veterancenteret opmærksom på risikoen for en drastisk udvikling. Centerleder oberst Jette Albinus nedsatte i foråret en særlig 'Taskforce Selvmord'.

"Vi så tegn på, at der måske var ved at ske noget, og vi var bekymrede. Allerede da jeg startede i 2014, havde vi besøg fra USA, de ville vide mere om, hvorfor vores tal var så lave. Der er forskelle på samfundsstrukturerne, men derudover kunne vi ikke forklare forskellene. Allerede dengang begyndte vi at tale om, om det blot var et spørgsmål om tid herhjemme", forklarer Jette Albinus over for Politiken.

Den seneste undersøgelse af selvmord blandt udsendte veteraner viser ikke en generel overforekomst af selvmord og selvmordsforsøg blandt veteraner, men undersøgelsen viser, at der har været markant flere selvmord end forventeligt blandt de soldater på Balkan, der var udsat for de værste oplevelser og angreb, skriver Politiken.

Siden har soldaterne i Irak og især i Afghanistan været i egentlig krig.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.