Bekymret pædagog: "Råpasning" kan give flere ulykker
Flere besparelser på børneområdet vil få alvorlige konsekvenser, advarer pædagog.
Hvad nytter det at indføre sprogtest og skemaer, vi skal udfylde, når det bare stjæler endnu mere tid og opmærksomhed fra børnene, spørger pædagog Beinta Klein Abrahamsen, der frygter, at kommunale besparelser vil gå ud over børnene i daginstitutioner.
Hvad nytter det at indføre sprogtest og skemaer, vi skal udfylde, når det bare stjæler endnu mere tid og opmærksomhed fra børnene, spørger pædagog Beinta Klein Abrahamsen, der frygter, at kommunale besparelser vil gå ud over børnene i daginstitutioner. Foto: Privat


Avisen.dk fortalte onsdag om Line Hauger fra København, som kaldte det for "overgreb" at aflevere sit barn i vuggestue.

Baggrunden er kommunale besparelser, der gør, at pædagoger i daginstitutioner spares væk i ydertimerne.

I disse dage bliver næste års budgetter forhandlet ude i kommunerne. Og meget tyder på, at besparelser på børneområdet ikke er til at undgå.

Det bekymrer pædagog Beinta Klein Abrahamsen fra Aarhus, der frygter, at endnu færre voksne til børnene vil få alvorlige konsekvenser.

Regeringens økonomiaftale med kommunerne betyder, at kommunerne skal aflevere en procent af det årlige budget til staten i et såkaldt omprioriteringsbidrag, hvilket svarer til 2, 4 milliarder, der skal findes i kommunekasserne.

Da Berlingske sidste uge foretog en rundringning til landets borgmestre, oplyste et flertal, at omprioriteringsbidraget vil betyde besparelser på velfærden. Blandt andet på daginstitutionsområdet.

Råpasning

Pædagog og tillidsrepræsentant i en integreret daginstitution i Aarhus Beinta Klein Abrahamsen er rystet over udsigten til besparelser. Hun forudser, at det først og fremmest er antallet af pædagoger, der bliver skåret på, da det er den dyreste post.

- Jeg frygter det scenarie, hvor endnu færre voksne skal stå med store børnegrupper, lyder det fra Beinta Klein Abrahamsen.

Hun fortæller om et udtryk, der er blevet en del af pædagogernes hverdag: Råpasning.

Ikke tid til det enkelte barn

- Det er, når en voksen holder opsyn med en større gruppe børn. Lidt ligesom en gårdvagt på en skole.

I følge Beinta Klein Abrahamsen er råpasning en konsekvens af en i forvejen dårlig normering, der betyder, at pædagogerne ikke har tid til at fokusere på det enkelte barn.

- Der er ikke tid til, at man bukker sig ned og snakker med barnet. For man skal hele tiden holde øje med hele gruppen. Ellers er det, der sker ulykker.

Børnene taber

Hun frygter, at flere børn kommer til skade på legepladsen eller bliver væk fra de voksne på udflugter, hvis der bliver skåret endnu mere i antal voksne.

Desuden er hun ked af, at der ikke er tid til at bruge de pædagogiske værktøjer.

- Det er jo svært at gøre et godt stykke arbejde. Og det er børnene, der taber, siger Beinta Klein Abrahamsen.

Hun fortæller, hvordan manglende opmærksom fra de voksne kommer til udtryk i dagligedagen:

Negativ opmærksomhed er bedre end ingen

- En ganske almindelig aktivitet som at sidde i en rundkreds og synge fællessang, der normalt er en god ting, kan skabe en masse dumme situationer. Børnene har mere fokus på at få øjenkontakt med den den voksne. Nu har de endelig muligheden, og så vælger flere børn at skabe sig og fjolle rundt. For negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed, siger Beinta Klein Abrahamsen.

Hun ville ønske, at politikerne snart fik øjnene op for, at pædagogerne bare vil have tid og mulighed for at være sammen med børnene.

- Og hvad nytter det at indføre sprogtest og skemaer, vi skal udfylde, når det bare stjæler endnu mere tid og opmærksomhed fra børnene?

V-politiker: Man kan ikke undgå besparelser

Bünyamin Simsek (V) er rådmand for børne- og ungeforvaltningen i Aarhus. Han mener, det er for tidligt at sige, hvordan de kommunale besparelser vil ramme daginstitutionerne i Aarhus.

- Men man kommer ikke uden om, at børne- og ungeområdet ikke kan gå fri for besparelser, siger Bünyamin Simsek.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.