Bekymret LO-formand efter britisk farvel: Nu må EU dæmme op for voksende ulighed
LO-formand Lizette Risgaard er dybt bekymret for udviklingen i Europa og beklager briternes farvel til EU. Nu må Europas politikere dæmme op for voksende ulighed, pointerer hun.
"Nu er der i høj grad behov for sammenhold og kamp mod voksende ulighed," siger LO-formand Lizette Risgaard.
"Nu er der i høj grad behov for sammenhold og kamp mod voksende ulighed," siger LO-formand Lizette Risgaard. Foto: Linda Kastrup/Scanpix/arkiv


- Briternes farvel til EU er dybt beklageligt. Og jeg er bekymret for, hvilke negative konsekvenser det kan få for økonomien og beskæftigelsen i både EU og Danmark.

LO-formand Lizette Risgaard har fulgt den britiske folkeafstemning om EU tæt. Og tidligt fredag morgen betegner hun briternes beslutning om at forlade det europæiske fællesskab som trist for både Europa og Storbritannien.

- Vi vågner op til usikkerhed overalt i EU. Nu er der i høj grad behov for sammenhold og kamp mod voksende ulighed, siger hun til Avisen.dk.

- Jeg ser briternes farvel som udtryk for den store tillidskrise, der er mellem EU og Bruxelles og befolkningerne, siger hun.

LO-formanden henviser til målinger, der viser, at det ikke kun er briterne, der ikke længere tror på EU. I Frankrig, Spanien og Grækenland er der også stor mistillid til EU. 

- Nu håber jeg virkelig, at EU vil lytte til de skeptiske stemmer og forandre sig, så det igen får befolkningernes opbakning. For EU er vigtigt, og fællesskaber gør altid en stærkere. Jeg er en svoren tilhænger af, at fællesskab gør stærk, og det gælder også EU-fællesskabet, fastslår Lizette Risgaard.   

Slå nu koldt vand i blodet

LO-formanden maner til ro i den danske debat om, hvilke konsekvenser briternes udtræden af EU skal have for Danmark. Når blandt andet Dansk Folkeparti og Enhedslisten begynder at tale om en eventuel dansk folkeafstemning om dansk medlemsskab af EU, ryster hun på hovedet.

- Slå nu koldt vand i blodet og dæmp retorikken lidt. Alt i alt er der store gevinster for Danmark ved at være med i EU både økonomisk og beskæftigelsesmæssigt og på alle mulige andre måder, siger hun og advarer på det kraftigste om endnu en dansk afstemning om vores tilhørsforhold til EU.

- Jeg bryder mig simpelt hen ikke om den der populisme, for sandheden er jo, at vi har brug for et stærkt fællesskab på tværs af landegrænser. Danmark har gavn af at være med i EU, og det har danske lønmodtagere også, siger hun.

Helt nøgternt kommer det britiske farvel til EU til at kunne mærkes i Danmark, konstaterer LO-formanden og henviser til beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. De viser, at cirka 13.000 danske job kan være på spil, fordi vores eksport til Storbritannien er stor indenfor blandt andet industri.

- Så det vil koste vækst og beskæftigelse herhjemme, men vi ved ikke præcis hvor meget, så lad os dæmpe konsekvenserne og ikke tale dem op, siger hun. 

Foruroliget over nationalisme  

Lizette Risgaard noterer, at nationalismen desværre er på fremmarch i Europa, og det bekymrer hende.

- De stærke nationale strømninger, som vi ser i mange lande, foruroliger mig. De sidste mange afstemninger i EU-lande er præget af en åbenlys mistillid til systemet.  Og det skal de politiske ledere tage alvorligt, fastslår hun. 

Dæmp op for ulighed

For Lizette Risgaard er der ingen tvivl om, at den bedste måde at styrke det europæiske fællesskab på er ved at mindske uligheden. 

- Det er så vigtigt at dæmme op for voksende ulighed i Europa og fremme en beskæftigelsespolitik, der giver flere og bedre job. Ulighed og lave lønninger, som folk ikke kan leve for, skaber frustrationer og oprør. Lige nu er der brug for at stabilisere Europa, og det sker ved at investere i beskæftigelse, siger hun.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.