Byretten handlede korrekt, da den besluttede, at det var i orden at fratage en 19-årig mands pas på baggrund af bekymringer fra mandens familie.
Det er Vestre Landsret onsdag kommet frem til, oplyser advokat Morten Wosylus Kamp.
Det var familien, der i februar 2016 afleverede mandens pas til politiet. Familien var bekymret for, at han ville rejse til Syrien og kæmpe for Islamisk Stat.
Familien har forklaret, at manden gennem længere tid havde været truende og voldelig over for personer i familien.
Desuden blev han pludselig meget mere aktiv i den lokale moské, samtidig med at han forsøgte at tvinge dem omkring sig til at bede fem gange dagligt.
Han lagde også en voldsom video fra Syrien op på sin Facebook-profil, har hans familie forklaret.
Manden, der er fra Trekantsområdet, forsøgte sammen med sin forsvarer, Morten Wosylus Kamp, at få afprøvet i landsretten, om det var i orden at inddrage passet.
- Det her betyder, at han de facto er nødt til at opholde sig i Danmark, så han kan ikke tage på ferie og så videre, og det er et meget stort indgreb, siger Morten Wosylus Kamp.
Forsvareren oplyser, at han vil indstille afgørelsen til Procesbevillingsnævnet. Her skal man tage stilling til, om sagen skal behandles i Højesteret.
Manden har boet det meste af sit liv i Danmark og har rødder i Afghanistan.
/ritzau/