Af Mia Kristina Hansen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Bekymret blogger: Vil endnu en ansat i psykiatrien miste livet?

JEG ER bekymret, fordi en medarbejder på bostedet Visborggaard i Hadsund for få uger siden var ved at miste livet, fordi en beboer forsøgte at kvæle hende. Hvad nu hvis politikerne ikke handler snart? Vil endnu en medarbejder i psykiatrien så miste livet, og vil en psykisk syg endnu engang blive dømt som morder, fordi politikerne snakker, laver arbejdsgrupper, undersøger og laver lange rapporter, men de kommer ikke med konkrete handlinger.

Nu er det august måned, den måned som både sundheds- og ældreminister Sophie Løhde og social- og indenrigsminister Karen Ellemann har nævnt for mig, er den måned, hvor der vil komme konkrete initiativer i forhold til forebyggelse af vold på de socialpsykiatriske bosteder.  Jeg har endda modtaget en mail fra Sophie Løhde, hvor hun har skrevet: "Som jeg nævnte på vores møde, ligger det regeringen meget på sinde at forebygge vold på bostederne. Social- og indenrigsministeren og jeg ser frem til de konkrete initiativer, som en arbejdsgruppe, med deltagelse af KL, Danske Regioner og ministerier, skal fremlægge inden udgangen af august måned."

Jeg er glad for, at jeg har fået politikerne i tale, og jeg er glad for den taletid, jeg har haft blandt andet i Folketinget. Jeg prøver at være optimistisk og tro på, at det kan lade sig gøre at få ændret på forholdene i psykiatrien. Men jeg har en følelse af, at et hvilket som helst bosted i Danmark kan risikere, at en medarbejder bliver slået ihjel, fordi de har en beboer som er til fare for sig selv og andre. Det kan ske igen, og det kan ske lige nu, fordi der stadig er en gruppe mennesker på de socialpsykiatriske bosteder, som er til fare for sig selv og andre. Jeg oplever, at disse mennesker bliver svigtet af det psykiatriske system, at de bliver flyttet rundt imellem de socialpsykiatriske bosteder i hele Danmark.

NOGLE DAGE er det rigtigt svært at bevare troen på, at det kan nytte at blive ved med at råbe op. I går var en af de dage. Jeg mødte nemlig tilfældigvis en person, som har arbejdet på et af de bosteder, hvor der også har været drab. Hun fortalte, at de efterfølgende havde prøvet at råbe op, de havde talt med medierne. De havde siddet i arbejdsgrupper, de har haft fagforeninger med på deres side, som også har prøvet at råbe op, men hun oplever, at der intet er sket, at politikerne lytter, men at de ikke handler på de oplysninger, de får, og værst af alt har hun oplevet at der efterfølgende er sket drab. Hendes udmelding til mig var: ”Det kommer til at ske igen og igen!!!”

Mens jeg hørte hende fortælle, kunne jeg mærke, hvordan jeg var lige ved at miste modet, at jeg blev opgivende, fordi det er ikke første gang, jeg har talt med nogle, der har arbejdet på et af de bosteder, hvor der også har været drab, og som fortæller mig om det store arbejde, de efterfølgende har lavet i håb om at kunne forandre forholdene i psykiatrien. Det er også normalt, at jeg hører sætninger som: ”det kan ikke betale sig at sige noget, politikerne de gør ikke noget alligevel”.

Da jeg kom hjem, læste jeg nogle af alle de mange mails, jeg har modtaget med historier fra virkeligheden, og jeg faldt over denne kvindes fortælling:

"Min kollega og jeg bliver overfaldet af en beboer, og det var med nød og næppe, vi overlevede. Beboeren var psykotisk og fyldt med stoffer. Min kollega var blå over hele kroppen og havde bidemærker cirka 1,5 cm dybe på overarmene. Ikke kun overfaldet, men tiden efter har sat tydelige spor i min kollega og mig, da vi og vores familier blev truet på livet. Og tre gange under indlæggelse blev ringet op af politiet, fordi beboeren/patienten var flygtet fra en lukket afdeling. 

Tiden efter med rygter, sladder, samtaler med terapeut og retssag var næsten værre end selve overfaldet. Min kollega stoppede sit job i psykiatrien. Jeg er der stadig, men med et håb om at vi snart bliver hørt, og der sker noget radikalt i sikkerheden på vores job."

DA JEG læste det, hun havde skrevet, vidste jeg, at jeg også vil bevare håbet om at blive hørt, og at jeg vil tro på, at det kan nytte. Jeg vil blive ved med at fortælle historier fra virkeligheden til politikerne, jeg vil blive ved med at invitere dem til at besøge virkeligheden, så de selv kan opleve den og møde de mennesker, som lever i den. Jeg vil blive ved med at være optimistisk, og jeg vil ønske, at alle der arbejder i psykiatrien ikke vil give op, at alle vil fortælle deres historier til politikerne og invitere dem til at opleve virkeligheden. Jeg vil ønske, at vi alle i fællesskab sammen med vores fagforeninger kan få politikernes opmærksomhed ved at lade det være en snebold, der ruller. En snebold som ikke stopper, før der er konkrete handlinger og en psykiatri, hvor alle kan være trygge. Men mit højeste ønsker er, at der er konkrete handlinger fra politikernes side lige nu, før der sker endnu et drab i psykiatrien.

Om Mia Kristina Hansen

Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.