Bekræftet: Oliver Bjorkstrand kommer til ishockey-VM
Danmark får VM-forstærkning i skikkelse af Oliver Bjorkstrand, som snart sætter kursen mod Tjekkiet.


Natten til mandag røg Oliver Bjorkstrands juniorhold Portland Winterhawks ud af WHL-slutspillet i USA, og dermed åbnede muligheden for dansk VM-forstærkning sig.

Mandag formiddag bekræfter den danske landsholdslejr i Tjekkiet så, at Oliver Bjorkstrand har fået tilladelse fra sin klub til at rejse til VM, og han slutter sig til holdet onsdag den 6. maj.

Det er samme dag, som Danmark tørner sammen med Rusland.

- Jeg glæder mig til at trække den danske landsholdstrøje over hovedet igen i år, siger Bjorkstrand i en pressemeddelelse fra Danmarks Ishockey Union.

Den 20-årige forward er ejet af NHL-holdet Columbus Blue Jackets, men tørner ud for juniorholdet Portland Winterhawks, men ingen af klubberne har altså stillet sig i vejen for deltagelsen ved VM.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.