Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 12:29
Den danske landsholdsangriber Lasse Vibe får tre år i den engelske fodboldklub Brentford.
Det fortæller klubben på sin hjemmeside fredag.
Lasse Vibe har bestået lægetjekket i klubben, og han kan allerede få sin første optræden i klubbens rød- og hvidstribede trøje lørdag, når holdet møder Stoke i en testkamp.
- Lasse Vibe kommer med en masse erfaring til vores unge hold. Han kan spille alle positioner i den forreste linje, og han scorede masser af mål i sidste sæson, siger Brentfords cheftræner, Marinus Dijkhuizen, til klubbens hjemmeside.
- Jeg er spændt på udsigten til at arbejde med Lasse under træning, og jeg glæder mig til at se ham på vores hold i næste sæson, fortsætter cheftræneren.
Lasse Vibe er blevet klubkammerat med landsholdskollegaen Andreas Bjelland i klubben i den næstbedste engelske fodboldrække. Også Bjelland er kommet til klubben i det vestlige London i denne sommers transfervindue.
Lasse Vibe træner allerede med sine nye holdkammerater fredag, og han kan ifølge sportsdirektør Phil Giles være klar til spil allerede lørdag.
- Lasse har spillet konstant i den svenske sæson, så han ankommer klar til den nye sæson.
Brentford indleder den nye sæson den 8. august mod Ipswich.
/ritzau/