Begik kæmpefejl: Jacob er ude af X Factor
X Factor-drømmen fik en kort levetid for Jacob Bering, der blev stemt ud af første liveshow.
Voksen-kategorien: her er det Jacob Bering
Voksen-kategorien: her er det Jacob Bering Foto: Flindt Mogens/Polfoto


Første aften på X Factor-scenen blev også den sidste for Jacob Bering, der klokkede i det og begik en fejl i sin performance på scenen.

Og da alle ni deltagere havde været på scenen for at fremføre deres sang, afgjorde seernes stemmer, at han og Sarah Glerup fra voksenkategorien skulle en tur i farezonen.

Det var deres mentor, Thomas Blachman, selvsagt ikke tilfreds med.

- Nu kommer denne her farvelsang, og så er det slut, sagde Blachman kort efter det blev klart, at to af hans deltagere skulle dyste om en plads videre i næste uges program.

Samtidig var det også Blachmans opgave at afgøre, hvem der havde sunget for sidste gang i X Factor. Dermed sluttede den korte rejse for Jacob Bering, der havde haft svært ved at holde styr på teksten i den første sang, han optrådte med.

- Jeg fik byttet om på vers og omkvæd og måtte improvisere mig ud af det. Jeg gik bare kold, sagde han kort efter showet.

Der var da også hårde ord fra dommer Remee efter deltagerens første tur på scenen.

- Du er en ærlig mand, der indrømmer dine fejl. Men man skal aldrig indrømme det på scenen, man skal bare køre videre. Jeg følte din utryghed i det her nummer, sagde Remee efter finalistens fortolkning af Drakes "Hotline Bling" i Sondre Lerches coverversion.

Som noget nyt skulle de to deltagere i farezonen synge en såkaldt "Save me song", som de selv har valgt, og som de mener kan redde dem fra at ryge ud af X Factor. Jacob Bering optrådte med en akustisk version af "I Took A Pill In Ibiza" af Mike Posner, mens Sarah Glerup havde valgt at fortolke "Time" af Tom Waits.

Med Jacob Berings exit er første deltager i voksenkategorien ude af X Factor. De otte resterende deltagere skal dyste videre i kampen om X Factor-trofæet næste fredag klokken 20.00. Showet kan ses på DR1.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.