Liberal Alliances Joachim B. Olsen sender gennem via facebook lykønskninger til den danske bryder Mark O. Madsen.
Det gør han, fordi det i går aftes dansk tid lykkedes den 31-årige bryder at hive en sølvmedalje hjem ved OL i Rio.
"Jeg har kendt Mark O. Madsen i over 10 år. Jeg er simpelthen så glad på hans vegne og han fortjener den dybeste respekt. Han har trænet ekstremt hårdt og ofret ekstremt meget gennem mange, mange år for at opfylde drømmen om en olympisk medalje," skriver Joachim B. Olsen, der selv er tidligere professionel sportsudøver.
I samme kommentar nævner Joachim B Olsen, at brydning ikke er en sport, man bliver rig af at dyrke.
"Mark har boet i en lille lejlighed. Han brugt alle sine penge på mad. Han har oplevet mange skuffelser i olympisk sammenhæng, men han gav aldrig op," skriver Joachim B. Olsen.
Overtog formandspost
Typer som Mark O. Madsen er årsagen til, at der bliver lavet film som Rocky, skriver den tidligere kuglestøder afsluttende.
Tilbage i 2010 overtog Mark O. Madsen en formandspost fra Joachim B. Olsen, der dengang valgte at stoppe som aktiv kuglestøder. Det var en post som formand i Dansk Elitesportsudøveres Forening DEF, der hører under LO.
I løbet af sin karriere som kuglestøder har Joachim B. Olsen selv fået opmærksomhed i OL-sammenhænge.
Ved OL i Athen i 2004 vandt han bronze, som senere blev vekslet til en sølvmedalje, da den ukrainske guldvinder Turiy Bilonogs blev testet positiv for doping.
Desuden vakte det opsigt, da Joachim B. Olsen, som dansk fanebærer ved OL i 2008 i Beijing, bar fanen rundt i strakt arm.
Se Joachim B. Olsens opslag nedenfor.