Bedøm selv: Hitrapper sagsøgt for plagiat
To pladeselskaber mener, at Kendrick Lamar har hugget musikken fra Bill Withers-sangen "Don't You Want To Stay" til sit hit "I Do This".
Kendrick Lamar har lavet et nummer med den danske hitgruppe Quadron.
Kendrick Lamar har lavet et nummer med den danske hitgruppe Quadron. Foto: Greg Allen/GREG ALLEN/INVISION/AP


Hvem er mest original - Kendrick Lamar og hans hit "I Do This" eller Bill Withers med nummeret "Don't You Want To Stay".

Det skal en domstol i Los Angeles nu afgøre i en tvist om ophavsrettigheder, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Klagen blev indgivet af pladeselskaberne Golden Withers Music og Musidex Music torsdag, og her hævder de, at den 28-årige hitrapper har hugget musikken fra Bill Withers nummer "Don't You Want To Stay" fra 1975 til sit hit "I Do This" fra 2009.

Pladeselskaberne mener, at ophavsretten er blevet krænket, da Lamar "har sat sine egne tekster til en direkte og komplet kopi af Withers musik".

Samtidig raser de over, at rapperen efter deres mening har ignoreret kravet om at stoppe udnyttelsen af Withers musik med en "flabet attitude" og kræver derfor, at han stopper den påståede overtrædelse samt betaler et uspecificeret beløb tilbage i erstatning.

Foruden Kendrick Lamar står pladeselskaberne Top Dawg og Warner Music Group også blandt de anklagede i tvisten, og ingen af dem har endnu ikke udtalt sig om sagen.

Kendrick Lamar brød igennem med pladen "Section. 80" i 2011 og har siden udgivet de anmelderroste album "Good kid, m.A.A.d city", "To Pimp a Butterfly" samt "Untitled unmastered", der udkom i marts.

Den Grammy-vindende rapstjerne gæsteoptræder også på den danske hitgruppe Quadrons plade "Avalanche" fra 2013 med duetten "Better Off".

Bill Withers er mest kendt for kulthittet "Ain't No Sunshine".

Hør sangene her, og bedøm selv:

Kendrick Lamar med "I Do This": https://www.youtube.com/watch?v=yiel4RTZ-tY

Bill Withers med "Don't You Want To Stay": https://www.youtube.com/watch?v=SHHazxv1R0s

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.