Beckmann afviser Aarhus-flytning: Dårlig oversættelse
Den tidligere landsholdsspiller undsiger sin nu tidligere klub, der sendte ham til den østjyske by.
Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Mikkel Beckmann er færdig i Elfsborg, men afviser flytning til Aarhus.
Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Mikkel Beckmann er færdig i Elfsborg, men afviser flytning til Aarhus. Foto: HJORTH HENNING/free


Det er ikke korrekt, at Mikkel Beckmann flytter til Aarhus, efter at han tidligere onsdag sagde farvel til Elfsborg to år før kontraktudløb.

Det meddelte den svenske fodboldklub ellers på sin hjemmeside, men den tidligere landsholdsspiller skyder selv historien ned.

- Nej, det er vist bare en dårlig svensk oversættelse. Vi holder ofte ferie og jul i Aarhus, fordi min kærestes familie er fra Aarhus, men mere er der ikke i det, siger Mikkel Beckmann til bold.dk.

Nyheden om hans forestående flytning til Aarhus kan ellers tænkes at have aktiveret ledere i diverse jyske fodboldklubber.

31-årige Mikkel Beckmann, der tidligere har optrådt for Randers FC i Jylland, er uden arbejdsgiver efter afskeden med Elfsborg.

- Jeg har desværre ikke nogen klub på plads. Jeg har endda ikke noget på bedding. Jeg gambler lidt.

- Det er ikke givet, at jeg fortsætter i Danmark, men det er så sandelig heller ikke udelukket. Jeg spiller med helt åbne kort og udelukker ikke noget, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.