Bechmann efter sejr: Vi bør gøre det til 2-0 og 3-0
Sønderjyske glæder sig over sejren over FC Vestsjælland, men erkender, at kampen skulle være lukket tidligere.


Sønderjyske hentede den anden 1-0-sejr i to forsøg i 2015, da holdet fredag aften ude slog FC Vestsjælland.

Med seks point i to kampe efter vinterpausen er Sønderjyske nu på femtepladsen i Alka Superligaen, hele 11 point over nedrykningsstregen.

- Vi er ovenud tilfredse med at vinde igen, men vi sad i omklædningsrummet og snakkede om, at det kunne have været hyggeligt, hvis vi også havde gjort det til 2-0 og 3-0. Det havde vi chancerne til, siger angriberen Tommy Bechmann.

- Det kunne have givet os lidt mere ro, og det havde ikke været ufortjent. Men vi spiller meget, meget godt for tiden, og i dag var noget af det bedste, vi har set.

Sønderjydernes mål blev sat ind af Bjørn Pausen, der i fredagens anledning var placeret på højrekanten. Langt ude fra trykkede han af, og bolden studsede så i mål.

- Jeg fik utroligt meget plads foran feltet, og vidste egentlig ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre. Vi havde snakket om, at vi skulle sparke udefra, forbi banen var lidt våd, og at mit skud så blev til et mål, var jo bare perfekt, siger Paulsen.

I forårspremieren var Paulsen at finde i midterforsvaret, hvor han var med til at holde nullet mod Hobro.

- Lige nu går det meget godt med at have flere forskellige pladser. Men jeg vil jo gerne have en fast plads på et tidspunkt, selvom det da er rart at kunne spille forskellig pladser, siger Paulsen.

Selvom sejren kun blev på 1-0, kan den betegnes som en af de mere sikre 1-0-sejre i denne sæson.

- Ja, sådan føles det jo ikke, når man sidder på bænken, men når man ser kampen i bakspejlet, var det en sikker sejr, siger træner Lars Søndergaard.

- Det var en kamp, vi skulle have lukket meget tidligere, men jeg må som træner være vældig tilfreds, for vi skabte mange chancer, og vandt fuldt fortjent.

- Skal man være kritisk, er det fordi, at vi ikke lukkede kampen inden, men for et Sønderjyske-hold synes jeg, at vi skabte utroligt mange chancer, siger træneren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.