Bayerns finansminister vil masse-hjemsende migranter
Over de næste tre år vil finansministeren i Bayern sende hundredtusinder af migranter hjem.


Den sydtyske delstat Bayerns finansminister, Markus Söder, mener, at der over de næste tre år skal sendes hundredtusinder af migranter ud af Tyskland og tilbage til deres hjemlande.

Det siger han til nyhedsmagasinet Der Spiegel.

- Selv med de bedste intentioner vil det ikke blive muligt at integrere så mange mennesker fra helt fremmede kulturer med succes, siger han til magasinet.

Tyskland modtog i 2015 over en million asylansøgere. Mange af dem flygtede fra konflikten i Syrien, men der er også kommet migranter fra nordafrikanske lande og fra blandt andet Irak og Afghanistan.

- Selv borgerkrigen i Syrien vil slutte på et tidspunkt, siger finansminister Söder og tilføjer, at flygtninge fra Afghanistan og Irak nu også vil kunne vende hjem til regioner, der i deres hjemlande betegnes som sikre.

I øjeblikket er strømmen af migranter til Nordeuropa, herunder Tyskland, taget af.

Tidligere i år blev den såkaldte Balkanrute lukket. Det er den rute, der går fra Tyrkiet og til Grækenland og så videre mod nord.

De fleste af migranterne, der brugte denne rute, søgte mod Tyskland.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.