Bayern tager fjerde tyske mesterskab på stribe
Som det første hold i Bundesligaens historie vandt Bayern München det tyske mesterskab for fjerde år i træk.
Bayerns Robert Lewandowski scorede to gange, da klubben lørdag slog Ingolstadt og vandt det tyske mesterskab.
Bayerns Robert Lewandowski scorede to gange, da klubben lørdag slog Ingolstadt og vandt det tyske mesterskab. Foto: Matthias Schrader/AP


Bayern München havde allerede champagneflaskerne klar for en uge siden på hjemmebane mod Borussia Mönchengladbach, men først lørdag eftermiddag fik propperne lov til at springe.

I andet forsøg sikrede Josep Guardiolas mandskab sig det 26. tyske mesterskab med en udesejr på 2-1 over Ingolstadt.

Dermed kan Bayern-holdet ikke længere indhentes af Borussia Dortmund, der på andenpladsen har otte point færre end sydtyskerne før sidste spillerunde. Dortmund tabte lørdag ude mod Frankfurt.

Topscoreren Robert Lewandowski førte an i mesterskabsfesten i Ingolstadt 70 kilometer nord for München. Polakken scorede to gange og åbnede på straffespark efter godt ti minutter, efter at Franck Ribery var blevet nedlagt i feltet.

Lewandowski fordoblede føringen til 2-0 efter en halv time, da han modtog en stikning fra Xabi Alonso og elegant lagde bolden uden om hjemmeholdets fremadstormende keeper.

Et svagt spillende Ingolstadt-hold fik en livline kort før pausen på et straffespark med en reducering til 1-2.

Xabi Alonso og værternes Moritz Hartmann løb ind i hinanden i en duel, og måske lidt heldigt for hjemmeholdet gav det Hartmann mulighed for at skabe lidt spænding om udfaldet.

Mesterskabsfesten kom aldrig i fare, og Bayern har nu som det første hold vundet Bundesligaen fire år i træk.

I en af lørdagens øvrige kampe fik Andreas Christensen og Borussia Mönchengladbach hentet en vigtig 2-1-sejr på hjemmebane over Bayer Leverkusen.

Dermed ligger Mönchengladbach til at slutte sæsonen på fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League-kvalifikationen til efteråret.

Der er dog et stort felt af forfølgere, der i sidste spillerunde kan nå at vippe Andreas Christensen og co. væk. Blandt andre Pierre-Emile Højbjergs Schalke, der lørdag måtte nøjes med 1-1 efter en sen Augsburg-udligning.

I sidste spillerunde skal Jannik Vestergaard og Werder Bremen ud i et nervepirrende bundbrag på hjemmebane mod Eintracht Frankfurt. Bremen, der lørdag spillede 0-0 mod FC Köln, kan med en sejr over Frankfurt rykke væk fra nedrykningspladserne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.