Bayern-stjerne misser resten af sæsonen
David Alaba har pådraget sig en knæskade, og han er ukampdygtig i halvanden måned.
David Alaba (til højre) pådrog sig en knæskade i Østrigs landskamp mod Bosnien, og den unge Bayern München-stjerne må derfor bruge resten af sæsonen på bænken.
David Alaba (til højre) pådrog sig en knæskade i Østrigs landskamp mod Bosnien, og den unge Bayern München-stjerne må derfor bruge resten af sæsonen på bænken. Foto: Matthias Schrader/AP


Bayern München-træner Pep Guardiola har fået en brik mindre til sit puslespil, når han skal sætte holdet til sæsonens resterende kampe.

Den alsidige midtbanespiller David Alaba pådrog sig en knæskade i Østrigs landskamp mod Bosnien tirsdag aften, og det koster ham nu en længere pause.

Skaden sender ham to uger i gips, som afløses af fire uger med en skinne på benet, oplyser Bayern München på klubbens hjemmeside.

Dermed kan han tidligst påbegynde sin genoptræning om seks uger, hvor sæsonafslutningen nærmer sig.

Alligevel håber den 22-årige østriger, at han kan nå at komme på banen og få en enkelt kamp inden sommerpausen.

- Jeg er meget ked af det. Men jeg har et stort mål, og det er at være tilbage til sæsonens sidste kamp, fortæller midtbanespilleren, der startede sin Bayern-karriere som venstreback.

Skulle sydtyskerne nå til Champions League-finalen, hvor holdet lige nu er fremme ved kvartfinalen, kan Alaba også håbe på at have den som en gulerod at jagte. Finalen spilles 6. juni i Berlin.

Der resterer otte runder af Bundesligaen, hvor Bayern München fører suverænt med 10 point ned til Wolfsburg på andenpladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.