Bayern siger farvel til rival med blomster
Bayern München vil på tirsdag tage en værdig afsked med Borussia Dortmund-træner Jürgen Klopp i pokalkamp.
Borussia Dortmund-træner Jürgen Klopp forlader fodboldklubben, og det får rivalerne fra Bayern München til at give rival-træneren en buket blomster og sige pænt farvel.
Borussia Dortmund-træner Jürgen Klopp forlader fodboldklubben, og det får rivalerne fra Bayern München til at give rival-træneren en buket blomster og sige pænt farvel. Foto: Schütt Henrik/Polfoto


Når Bayern München og Borussia Dortmund på tirsdag mødes i den tyske pokalsemifinale i München, vil Bayern tage en pæn afsked med Dortmund-træner Jürgen Klopp.

Selv om Klopp gennem mange år har været Bayern Münchens store rival, vil klubben sige pænt farvel.

Det siger Bayern Münchens direktør Karl-Heinz Rummenigge i forbindelse med et pressemøde torsdag.

- Trods alle skærmydsler har jeg altid haft stor respekt for klubben og i særdeleshed for træneren, siger Rummenigge.

- Jürgen Klopp er uden tvivl en storartet træner. Jeg er ked af, at han forlader Dortmund, men jeg har stor respekt for hans beslutning, siger Bayern-chefen videre.

Jürgen Klopp meddelte for nylig, at han stopper som cheftræner i Borussia Dortmund efter denne sæson. Den er hans syvende i klubben.

Træneren har været en væsentlig del af Borussia Dortmunds store succes i perioden, hvor det er blevet til to tyske mesterskaber, to andenpladser og en Champions League-finale.

Ifølge Karl-Heinz Rummenigge vil Bayern München om ikke andet så "i hvert fald give ham en buket blomster" ved en markering før kampen.

Bayern-chefen mener desuden, at Jürgen Klopp vil blive savnet i Bundesligaen, hvis han, som forventet, finder sig en klub udenfor Tyskland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.