Bayern sejrer smalt over bundhold inden CL-kvartfinale
1-0 var nok til tre point og yderligere afstand ned til forfølgerne for Bayern München i Bundesligaen lørdag.
Bayern Münchens Franck Ribery sikrede 1-0-sejren over Eintracht Frankfurt lørdag. (Arkivfoto).
Bayern Münchens Franck Ribery sikrede 1-0-sejren over Eintracht Frankfurt lørdag. (Arkivfoto). Foto: Kerstin Joensson/AP


Bayern München havde ingen problemer med at udbygge føringen i Bundesligaen, da bundholdet Eintracht Frankfurt lørdag blev besejret 1-0 i München.

Med sejren topper Bayern ligaen med 72 point på kontoen foran Borussia Dortmund, der senere lørdag møder Werder Bremen. Inden den kamp har Dortmund 64 point.

Sejren var smal, men der var aldrig rigtig tvivl om udfaldet, og på den måde fik Bayern München en fin optakt til tirsdagens møde med Benfica i de to klubbers første kvartfinale i Champions League.

Hjemmeholdet kom foran efter 20 minutter, da Mario Götze strøg igennem og tog chancen ude fra. Götze kanonerede bolden af sted, men den blev halvklaret, og på riposten scorede Franck Ribery på strålende vis.

På kanten af straffesparksfeltet og halvt liggende i luften helflugtede franskmanden bolden smukt i mål til 1-0-føring. Der blev ikke scoret yderligere, og dermed kunne Bayern spadsere i bad og fokusere på næste uges opgave.

Schalke 04 havde Pierre-Emile Højbjerg på bænken i hele opgøret, da Schalke var på besøg hos Ingolstadt og skuffede fælt.

Hjemmeholdet vandt opgøret 3-0. Moritz Hartmann og Lukas Hinterseer scorede for Ingolstadt i første halvleg, og Dario Lezcano gjorde det til 3-0 i anden halvleg.

Resultatet betyder, at Schalke ligger på sjettepladsen, som giver adgang til Europa League, med 44 point - to mere end Borussia Mönchengladbach, der har spillet en kamp færre.

Hannover 96 havde Uffe Bech på bænken indtil de sidste 20 minutter, da bundproppen hjemme blev savet over af Hamburger SV, der vandt 3-0.
/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.