Bayern München håber på klar spansk profil
Bayern Münchens spanske landsholdsspiller Javi Martinez kan muligvis nå at gøre comeback, før sæsonen slutter.
Javi Martinez ødelagde det ydre ledbånd og korsbåndet i sit ene knæ før sæsonstart i august sidste år. Nu håber Bayern München, at han er klar til et comeback i denne sæson.
Javi Martinez ødelagde det ydre ledbånd og korsbåndet i sit ene knæ før sæsonstart i august sidste år. Nu håber Bayern München, at han er klar til et comeback i denne sæson. Foto: Luis M. Alvarez/AP


Den sportslige ledelse i Bayern München har fået håb om, at klubben stadig kan nå at bruge den spanske landsholdsspiller Javi Martinez i denne sæson.

Spanieren reddede sig det, man nærmest kan kalde en totalskade i knæet i den tyske supercupfinale mod Borussia Dortmund kort før sæsonstart i august sidste år.

Han ødelagde både det ydre ledbånd og korsbåndet i sit ene knæ. Oveni blev menisken forskubbet. Som om det ikke var nok, blev både en sene og en muskel også ødelagt.

Alligevel er et comeback i denne sæson ikke længere urealistisk.

Det siger Bayern Münchens sportsdirektør Matthias Sammer ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Det er ikke urealistisk, det må man sige, fortæller Sammer om spanieren, som nu arbejder for at genoptræne sit ben.

- Det går godt. Hans knæ viser ingen reaktion på træningen, fortsætter sportsdirektøren.

Bundesligaen slutter den 23. maj. For Bayern Münchens vedkommende kan den tyske pokalfinale i Berlin den 30. maj også stadig være en mulighed.

Hvis Bayern München når finalen i Champions League, forlænger det den tyske klubs sæson med yderligere en uge til den 6. juni.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.