Bayern lægger rædselsuge bag: Slår Hoffenheim
Det tyske stjernemandskab fik en tiltrængt opmuntring ovenpå CL-nedturen i Porto og lægestabens opsigelse.
Bayern-spillerne omfavner hinanden efter et mål i lørdagens tiltrængte sejr.
Bayern-spillerne omfavner hinanden efter et mål i lørdagens tiltrængte sejr. Foto: Michael Probst/AP


Bayern München fik lørdag skabt lidt ro omkring klubben med en 2-0-sejr ude over Hoffenheim i Bundesligaen.

En scoring fra Sebastian Rode og et Hoffenheim-selvmål fremtvunget af Thomas Müller banede vejen for det suveræne førerhold.

Sejren var tiltrængt ovenpå nogle turbulente dage, der begyndte onsdag i Portugal, hvor Josep Guardiolas mandskab til tider blev udspillet af FC Porto i den første kvartfinaleduel i Champions League.

Tyskerne blev sendt hjem med et nederlag på 1-3, hvilket trods alt er muligt at indhente på tirsdag, når holdene mødes i returkampen i München.

Men torsdag opstod der nye problemer, da læge-ikonet Hans-Wilhelm Müller-Wohlfahrt og hans stab sagde op. Müller-Wohlfahrt og hans folk trak sig, da lægestaben følte, at man var gjort ansvarlig for nederlaget til Porto.

Bayern-holdet er hårdt ramt af skader for tiden - det var også tilfældet mod Hoffenheim - men sportsdirektør Matthias Sammer afviste før lørdagens ligakamp, at lægestaben har fået skylden.

Hans-Wilhelm Müller-Wohlfart er med årene blevet et stort navn, da han også er tilknyttet det tyske landshold og den jamaicanske atletikstjerne, sprinteren Usain Bolt, så det er ikke hvem som helst, der har smækket med døren i den sydtyske storklub.

Den vigtigste opgave lørdag for Guardiola og co. i Hoffenheim var derfor at få sat en stopper for den negative spiral, der blev sat i gang i Portugal.

Sebastian Rode, der har gjort det fremragende i denne sæson på den defensive midtbane, gjorde det hen imod slutningen af første halvleg til 1-0, da han lagde bolden i mål helt ude ved stolpen.

Selv om gæsterne havde de største chancer, så kunne Hoffenheim nemt have skabt yderligere problemer for Bayern.

Hjemmeholdets Kevin Volland havde et par fine muligheder. Efter en times spil havde han blandt andet et skruet langskud, der gik lige forbi Manuel Neuers mål.

Tre minutter inde i overtiden trak Thomas Müller fri ved baglinjen, og hans indlæg blev sendt i eget net af Hoffenheims Andreas Beck til 2-0.

Bayern München har på førstepladsen et forspring på 13 point til de nærmeste forfølgere fra Wolfsburg, der søndag møder Schalke 04.

Midt i Bundesligaen-tabellen fik Borussia Dortmund også taget et skridt i den rigtige retning med en hjemmesejr på 3-0 over Paderborn.

Jürgen Klopps mandskab havde tabt de foregående to ligakampe. Klopp meddelte tidligere på ugen, at han stopper til sommer.

I bunden ser det værre og værre ud for Leon Andreasens Hannover 96, der blev slået med 0-4 ude mod Bayer Leverkusen.

Danskeren, der har kontraktudløb til sommer, fik fuld spilletid. Hannover er placeret lige over nedrykningsstregen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.