Barsk Tour-etape på 100 kilometer vækker begejstring
Cykeleksperten Thomas Bay forventer et festfyrværkeri på 13. etape, der er bemærkelsesværdig kort.
Tour de France-direktør Christian Prudhomme præsenterede tirsdag 2017-ruten for verdens største etapeløb.
Tour de France-direktør Christian Prudhomme præsenterede tirsdag 2017-ruten for verdens største etapeløb. Foto: Philippe Lopez/AFP


Ruten for 2017-udgaven af Tour de France blev tirsdag præsenteret i Paris, og den byder som altid på enkeltstarter, flade etaper og skræmmende bjerge.

Men en enkelt etape skiller sig ud fra mængden.

13. etape er nemlig den korteste bjergetape i løbets historie ifølge det britiske cykelmagasin Cycling Weekly.

Her skal rytterne blot tilbagelægge 100 kilometer, og det kan kun give underholdende cykelløb, spår Eurosports cykelekspert Thomas Bay.

- Vi så i Vueltaen i år, at den korteste etape afgjorde løbet. Det kan gå amok fra start, lyder det fra cykeleksperten.

- Der tør alle at køre fuld gas fra start. For os, der skal kigge på, plejer det at give nogle rigtig gode etaper.

- Det er en rigtig god idé og godt set at lægge sådan en etape ind i Touren, der ellers har været det mest klassiske af de tre store etapeløb med hensyn til ruteopbygning, siger han.

Arrangørerne bag Tour de France understregede tirsdag, at ruten for 2017 bliver stejlere end sædvanligt.

Desuden er der kun 36 kilometers tidskørsel i alt, og umiddelbart er det langt fra nogen fordel for enkeltstartsspecialisten Chris Froome, som er forsvarende mester.

Men Bay, der selv er tidligere cykelrytter, hæfter sig ved, at briten også vandt i 2015, hvor der foruden en holdtidskørsel kun var en enkelt enkeltstart på 13,8 kilometer.

- Det var en Tour, der slet ikke passede ham på papiret, og den vandt han alligevel. Han har vist sig som lidt af en transformationskunstner, når det gælder Tour de France.

- Han kommer til start med toptunede egenskaber til det, som det kræver, siger Thomas Bay.

Froome skal dog se sig over skulderen. Colombianske Nairo Quintana står nemlig på spring til at snuppe tronen.

- Quintana ramte ikke rigtigt Touren i år. Det gjorde han til gengæld med Vueltaen. Ruten må være til hans fordel, og han er stadig førsteudfordrer på nuværende tidspunkt, siger Thomas Bay.

Tour de France starter i tyske Düsseldorf og slutter traditionen tro i Paris.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.