Baronens rederi: Slut med umoralsk ophugning af skibe
Baron Wedell-Wedellborgs rederier får ophugningspolitik - slut med flere skibe til berygtet indisk strand.
Ifølge ngo-organisationen Shipbreaking Platform er mange arbejdere på Alang blevet syge og handicappede, og mellem 2011 og 2013 har 32 arbejdere mistet livet under ophugning af skibe på grund af manglende sikkerhed.
Ifølge ngo-organisationen Shipbreaking Platform er mange arbejdere på Alang blevet syge og handicappede, og mellem 2011 og 2013 har 32 arbejdere mistet livet under ophugning af skibe på grund af manglende sikkerhed. Foto: AJIT SOLANKI/AP


Baron Johan Wedell-Wedellborgs rederier i Weco Group med adresse på Strandvejen i Rungsted sender ikke flere skibe til farlig ophugning på den berygtede Alang Strand i Indien.

Det siger administrerende direktør i Dannebrog Rederiet, Johnny Schmoelker.

- Det kommer ikke til at ske igen. Vi erkender, at vi kunne have gjort bedre, og det vil vi lægge os i selen for at gøre nu. Derfor sætter vi os ned og skriver en formel ophugningspolitik, som i et og alt følger Hongkong-konventionen.

- Og vi går i samarbejde med rederiforeningen om det. Det kommer til at gælde for alle rederierne i Weco Group, siger Johnny Schmoelker til Ritzau.

Udmeldingen kommer efter Ritzaus artikler om, at baronens Rungsted-rederier med fire skibe er det danske rederi, der har sendt flest skibe til ophugning på Alang under farlige forhold for arbejderne og miljøet.

Ifølge ngo-organisationen Shipbreaking Platform er mange arbejdere på Alang blevet syge og handicappede, og mellem 2011 og 2013 har 32 arbejdere mistet livet under ophugning af skibe på grund af manglende sikkerhed.

I den periode har baronens rederier sendt fire udtjente fragtskibe til ophugning på Alang.

Det er sket efter, at FN's Internationale Maritime Organisation IMO i maj 2009 vedtog Hongkong-konventionen om ophugning af skibe under ordentlige sikkerhedsmæssige forhold, både for arbejdere og miljø.

Danmarks Rederiforening har siden 2009 opfordret sine medlemmer, der også tæller rederierne i Weco Shipping, til at følge reglerne i konventionen.

Søndag gav miljøminister Kirsten Brosbøl (S) rederierne en moralsk opsang. De bør af moralske årsager følge Hongkong-konventionens bestemmelser og ikke sælge skibe til ophugning under farlige forhold.

Det er lovligt ifølge Basel-konventionen at sende skibe til ophugning på Alang stranden i Indien. 11 danske rederier og selskaber har sendt i alt 18 skibe til ophugning mellem 2009 og 2013, nogle få er sendt til Pakistan og Bangladesh.

Der er endnu lang vej til Hongkong-konventionen er juridisk gældende globalt, fordi mange lande skal ratificere den, herunder Indien som ophuggerland.

Indtil da, vil Weco Group - i lighed med andre danske rederier - leve op til sit moralske ansvar og få skibe skrottet under ordentlige forhold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.