Barcelonas 100 millioner-mand er langt fra sin debut
Den belgiske midterforsvarer Thomas Vermaelen kommer til at vente det meste af en sæson på at få sin debut.
FC Barcelona præsenterede den 10. august Thomas Vermaelen, men den belgiske forsvarsspiller mangler endnu at spille sin første kamp for klubben.
FC Barcelona præsenterede den 10. august Thomas Vermaelen, men den belgiske forsvarsspiller mangler endnu at spille sin første kamp for klubben. Foto: Rodolfo Molina/AP


Thomas Vermaelen mangler endnu at få sin debut for FC Barcelona, og der kommer til at gå yderligere fire til fem måneder.

Den belgiske midterforsvarer, der i sommer skiftede til den spanske storklub fra Arsenal for 15 millioner euro (112 millioner kroner), har været ukampdygtig på grund af en muskelskade i sit højre lårben.

Da det endnu ikke er lykkedes at bringe Vermaelen i orden, er det torsdag blevet besluttet, at den 29-årige forsvarsspiller skal gennemgå en operation.

Det kommende indgreb vil blive foretaget på tirsdag i Finland.

Thomas Vermaelen skiftede til FC Barcelona i august, og alt tyder nu på, at han må vente det meste af den igangværende sæson på at få sin debut.

Belgieren havde også problemer i sidste sæson, hvor han blot blev noteret for 21 kampe i Arsenal.

/ritzau/Reuters


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.