FC Barcelona-træner Luis Enrique var for første gang vidne til, at modstanderen var decideret overlegen.
Søndagens 1-1-kamp ude mod Real Sociedad i den bedste spanske fodboldrække var det værste, Enrique har set fra sit mandskab i hele sin trænerperiode i klubben.
- Real Sociedad var uendeligt meget bedre end os både med og uden bold. De vandt alle nærkampe. Det er næsten et mirakel, vi tog et point.
- Det uafgjorte resultat er positivt, fordi vi fik et point i en kamp, hvor det nærmest var umuligt at tage et point, siger Enrique til spanske Bein Sports.
Barcelona, som har vundet det spanske mesterskab de seneste to sæsoner under Enrique, har ikke sejret i de seneste otte udekampe mod Real Sociedad.
- Som det næsten altid sker her, så fik Real Sociedad ram på os. Og hvis nogen så kampen uden at registrere farven på trøjerne, så ville de tro, at det andet hold var Barcelona.
- Sådan en præstation er sket en gang i min tid i Barcelona, tror jeg. Det er første gang, jeg har set os være et andet hold klart underlegent, siger 46-årige Enrique.
Barcelona er nu seks point efter Real Madrid, som fører Primera Division med 33 point efter 13 kampe. På lørdag mødes de to tophold i Madrid.
- Den positive ting er, at vi vil kæmpe for at vinde ligaen til det sidste, og vi er uden tvivl nødt til at forbedre os. Det er også umuligt at spille dårligere, lyder det fra Enrique.
Barcelonas forsvarsspiller Gerard Pique kræver bedre spil i lørdagens El Clasico.
- Hvis vi spiller som mod Real Sociedad, så bliver det meget svært at vinde ligaen, konstaterer Pique.
/ritzau/