Barcelona stopper Villarreals vilde stime
Lionel Messi scorede det afgørende mål, da FC Barcelona vandt for ottende kamp i træk.
Lionel Messi blev matchvinder for FC Barcelona mod Villarreal.
Lionel Messi blev matchvinder for FC Barcelona mod Villarreal. Foto: Manu Fernandez/AP


Fem eksplosive minutter tidligt i anden halvleg var højdepunktet, da FC Barcelona søndag aften vandt 3-2 hjemme over Villarreal i den spanske Primera Division i fodbold.

Sejren betyder ikke blot, at FC Barcelona med 50 point for 21 kampe holder nogenlunde trit med førende Real Madrid, der har 51 point for 20 kampe.

Lionel Messi og co. fik samtidig sat en stopper for Villarreals flotte stime på 18 kampe i træk uden nederlag i alle turneringer.

Barcelona nåede med sejren i øvrigt selv op på otte sejre i træk i alle turneringer.

Det tydede det ikke meget på, da Denis Cheryshev bragte Villarreal foran efter en halv time.

Neymar fik dog udlignet lige før pausen, og efter pausen eksploderede kampen med tre scoringer fra det 51. til det 55. minut.

Først stod Villarreals Luciano Vietto klar til at sende gæsterne i spidsen igen, men bolden var knapt nok givet op, før Rafinha udlignede til 2-2.

Publikum på Camp Nou havde næsten ikke nået at juble færdigt, før Lionel Messi med sin 22. ligascoring i sæsonen bragte Barcelona foran 3-2.

Det endte med at blive slutresultatet.

Villarreal ligger nummer seks med 38 point for 21 kampe.

De to hold skal om 10 dage mødes igen på Camp Nou.

Det sker, når FC Barcelona tager imod til den første af to semifinaler i den spanske pokalturnering, Copa del Rey.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.