Barcelona slår Flensburg og topper dynamitgruppe i CL
FC Barcelona har maksimumpoint i Champions League efter smal udesejr over Flensburg-Handewitt.
Flensburg-Handewitt måtte se sig slået med et enkelt mål af FC Barcelona i onsdagens Champions League-opgør. (Arkivfoto).
Flensburg-Handewitt måtte se sig slået med et enkelt mål af FC Barcelona i onsdagens Champions League-opgør. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Scanpix


FC Barcelonas håndboldherrer har lagt sig i spidsen af dynamitgruppen i Champions League.

Onsdag aften vandt Barcelona 28-27 ude over Flensburg-Handewitt, og dermed topper Barcelona med seks point efter klubbens tre første kampe i gruppe A.

Flensburg-Handewitt følger efter med tre point for tre kampe, mens ungarske Veszprem har lige så mange point for to spillede kampe.

Hjemmeholdets danske spiller Thomas Mogensen fik en uheldig hovedrolle i opgøret, da han få sekunder før slutfløjt, da Flensburg-Handewitt havde bolden, afleverede til en Barcelona-spiller i stedet for en medspiller.

Det var ved stillingen 27-28, og dermed var gæsternes sejr en realitet, og tyskernes mulighed for at få uafgjort forduftet.

Bjerringbro-Silkeborg (BSV) er i samme gruppe, og det danske hold har efter de to første gruppekampe hentet to point efter sejr ude over Kadetten Schaffhausen, mens BSV senest tabte hjemme til Flensburg-Handewitt med 19-25.

Det placerer BSV på en sjetteplads, og det er på forhånd ventet, at storklubberne Kiel, Flensburg-Handewitt, Barcelona, Paris Saint-Germain og Veszprem napper de fem første pladser.

Dermed skal BSV kæmpe med Kadetten Schaffhausen og polske Wisla Plock om den sjette billet videre i turneringen.

Kadetten Schaffhausen og Wisla Plock er noteret for nul point efter to kampe.

Danske Lasse Anderson blev noteret for tre scoringer for Barcelona i aftenens sejr.

Hos Flensburg-Handewitt scorede Anders Eggert fem gange, mens Thomas Mogensen, Lasse Svan og Henrik Toft Hansen alle blev noteret for tre mål.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.