Barcelona skuffer med smal sejr over bundprop
Sejren over Granada blev noget mindre end forventet.


Der var lagt op til opvisning, da FC Barcelona lørdag havde besøg af den absolutte bundprop i Primera Division, Granada.

Men sådan blev det ikke, og selv om 1-0-sejren skaffede Barcelona de tre forventede point, blev festen slet ikke som forventet.

Gæsterne havde kun hentet tre point i ni kampe og stod noteret for ligaens klart dårligste forsvar. Omvendt har Barcelona rækkens mest målscorende angreb.

Spilfordelingen var da også entydigt i Barcelonas favør. Alligevel måtte de mange forventningsfulde fans vente til 49. minut, før deres hold kom foran. Rafinha flugtede akrobatisk bolden i nettet på en retur fra et stolpeskud.

Barcelonas angrebstrio var derefter tæt på et par gange. Men både de og holdkammeraterne manglede den sædvanlige skarphed.

Kort før tid havde Lionel Messi en friløber, som han sendte over mål.

Med sejren indtager Barcelona andenpladsen i Primera Division - to point efter Real Madrid og et point foran Atlético Madrid.

Tidligere lørdag tog Atlético Madrid imod Malaga og vandt 4-2.

Værterne førte 3-1, da Stefan Savic så rødt efter 60 minutter.

Få minutter senere reducerede Ignacio Camacho til 2-3 for Malaga, og spændingen var genoprettet for en stund. Fire minutter før tid punkterede Yannick Carrasco den med sit mål til 4-2.

I slutminutterne blev også Malaga reduceret til ti mand, da Chori Castro ligesom Savic fik sit andet gule kort i kampen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.