Barcelona-profil klarmelder sig til CL-finale
Andrés Iniesta melder sig klar til braget mod Juventus, selv om han lørdag udgik af den spanske pokalfinale.
Andrés Iniesta er klar til at gøre en indsats for at hente endnu et trofæ til Barcelona i Champions League-finalen.
Andrés Iniesta er klar til at gøre en indsats for at hente endnu et trofæ til Barcelona i Champions League-finalen. Foto: Manu Fernandez/AP


Det vakte bekymring blandt Barcelonas fans, da klubbens midtbanestrateg Andrés Iniesta måtte lade sig udskifte allerede 10 minutter efter pausen i lørdagens pokalfinale mod Athletic Bilbao.

Efter kampen, som Barcelona vandt 3-1, forlød det i spanske fodboldmedier, at Iniesta døjede med smerter i lysken og derfor var tvivlsom til Champions League-finalen mod Juventus på lørdag i Berlin.

Nu afliver Iniesta enhver tvivl om sin deltagelse i finalen.

- Jeg havde nogle smerter, men heller ikke mere end det. Det har på intet tidspunkt strejfet mig, at jeg ikke skulle blive klar til på lørdag, siger Iniesta.

- Alt vil være fint, og jeg vil være der for at hjælpe holdet til at vinde Champions League som en afslutning på denne specielle sæson, tilføjer han.

Barcelona har allerede vundet det spanske mesterskab og altså den spanske pokalfinale og kan dermed præstere et flot sæsonhattrick med en sejr over Juventus i Champions League-finalen i den tyske hovedstad.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.