Barcelona-præsident får sikkert genvalg mod Laporta
FC Barcelonas præsident hedder også fremover Josep Maria Bartomeu. Det afgjorde lørdagens valg i klubben.
Josep Maria Bartomeu er blevet genvalgt som præsident i FC Barcelona.
Josep Maria Bartomeu er blevet genvalgt som præsident i FC Barcelona. Foto: Manu Fernandez/AP


Det blev til et overbevisende genvalg til FC Barcelonas siddende præsident, Josep Maria Bartomeu, da stemmerne ved lørdagens præsidentvalg i den catalanske klub var talt op.

Bartomeu fik 54,63 procent af stemmerne, hvilket var langt mere end nummer to i afstemningen blandt de fire kandidater, som fik 33,03 procent. Det oplyser klubben på et pressemøde.

Og den skarpeste rival var ikke hvem som helst. Bartomeu var således blevet udfordret af den tidligere Barcelona-præsident Joan Laporta, som forsøgte sig med et comeback i klubben, han forlod tilbage i 2010.

Men det blev ved forsøget for Laporta.

Klubbens medlemmer, som gennem hele dagen havde lagt deres stemmer i stemmeboksene, foretrak klart at beholde deres nuværende styrmand i klubben.

Laportas afslutning i Barcelona i 2010 var præget af uro på de interne linjer, men han havde håbet, at han igen kunne sætte sig til rette i præsidentstolen i regionens sportsflagskib.

Bartomeu tog over for Sandro Rosell i 2014, da Rosell, som var Laportas afløser, blev kædet kraftigt sammen med de sorte penge, som myndighederne mistænker klubben for at have betalt i forbindelse med købet af Neymar i 2013.

Det fik Rosell til at trække sig som præsident og overlade tøjlerne til Bartomeu, som altså får lov til at fortsætte til arbejde i klubben.

De to øvrige kandidater til præsidentposten var Agusti Benedito og Toni Freixa, som fik henholdsvis 7,16 procent og 3,70 procent af stemmerne.

Godt 43 procent af de stemmeberettigede klubmedlemmer valgte at gå til stemmeboksene.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.