Den spanske fodboldklub FC Barcelona må undvære målmand Marc-Andre ter Stegen, når mesterklubben søndag spiller mod Sevilla i den første kamp i den spanske Super Cup.
Den 24-årige målmand døjer med en forstrækning i ledbåndet i venstre knæ, som han pådrog sig under et træningspas torsdag.
- Han er ikke i stand til at spille i den første kamp i Sevilla på søndag, skriver Barcelona på sin hjemmeside.
Marc-Andre ter Stegen var en stor del af spaniernes Champions League-sæson i den forgangne sæson, hvor det blev til ti kampe.
Til gengæld var chilenske Claudio Bravo træner Luis Enriques foretrukne valg mellem stængerne i ligakampene.
Den spanske Super Cup spilles hvert år mellem vinderen af mesterskabet og vinderen af den spanske pokalturnering. Holdene møder hinanden to gange.
Ter Stegen var desuden med det tyske landshold til EM i Frankrig.
/ritzau/