Barcelona henter pokalsejr uden Messi og Suarez
Et svækket Barcelona-hold var stærkt nok til at slå Athletic Bilbao på udebane i Copa del Rey.
Barcelonas to målscorere, Munir El Haddadi og Neymar, jubler efter sidstnævntes scoring til 2-0.
Barcelonas to målscorere, Munir El Haddadi og Neymar, jubler efter sidstnævntes scoring til 2-0. Foto: Alvaro Barrientos/AP


Lionel Messi, Luis Suárez og Neymar løber normalt med det meste af opmærksomheden hos fodboldklubben FC Barcelona, men selv uden to tredjedele af stjernetrioen har træner Luis Enrique et stærkt mandskab.

Det beviste catalonierne onsdag aften ved at vinde den første kvartfinale i Copa del Rey med 2-1 på udebane over Athletic Bilbao.

Lionel Messi sad over med en mindre skade, mens Luis Suárez afsonede den første af to karantænedage for at have opført sig provokerende mod Espanyol tidligere i turneringen.

Men holdkammeraterne skulle kun bruge 24 minutter på at vise, hvilken vej vinden blæste på San Mamés i Bilbao.

Først bragte Munir El Haddadi gæsterne i front på oplæg fra Ivan Rakitic. Og kort efter fordoblede Neymar føringen.

Den start var noget nær det værste, der kunne overgå baskerne, som i weekenden tabte hele 0-6 mod samme modstander i den spanske liga, og det varede lidt, inden hjemmeholdet fandt sig selv.

Bilbao blev bedre i anden halvleg, men publikum måtte vente helt indtil 88. minut, før veteranen Aritz Aduriz reducerede til 1-2.

Der er returkamp i Barcelona om en uge.

Mere åbent er det i en anden kvartfinale, efter at Celta og Atlético Madrid spillede 0-0 i Vigo.

Celtas dansker, Daniel Wass, fik 93 minutter på banen, inden han blev skiftet ud i dommerens tillægstid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.