Barca-træner tager ansvaret for skidt forsvar
FC Barcelonas træner Luis Enrique vil ikke pege fingre, men tager selv ansvaret for holdets nederlag tirsdag.


FC Barcelona led sit første nederlag siden sommerpausen, da holdet tirsdag aften tabte 2-3 til Paris Saint-Germain i Champions League.

Nederlaget var således også det første for holdets nye træner Luis Enrique, og måske var det derfor, at træneren var storsindet nok til at tage det fulde ansvar.

- Jeg har ikke lyst til at evaluere individuelle præstationer, når vi taber en kamp. Vi er alle ansvarlige, og først og fremmest mig, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Nu må vi analysere kampen indgående, for at se, hvad vi gjorde forkert, og så sørge for, at disse ting ikke sker igen, fortsætter han.

Modstanderne har ikke formået at score et eneste mål mod FC Barcelona i de foreløbigt syv første ligakampe siden sommerpausen.

Men tirsdag aften så forsvaret ordinært og til tider skrøbeligt ud med den nye målmand Marc-Andre ter Stegen i stedet for Claudio Brava, og med Gerard Pique sat på bænken.

Barcelona kom bagud efter 10 minutters spil på mål af David Luiz, og efter at Lionel Messi havde udlignet, var det Paris Saint-Germains mindste spiller, som fik lov at stige til vejrs og hovedstøde 2-1-målet ind efter hjørnespark.

Blaise Matuidi øgede til 3-1 for pariserne, inden Neymar reducerede.

- Vi begik meget klare fejl, når vi skulle bringe bolden frem fra de bageste rækker. De er meget dygtige på dødbolde, og når man er bagud, kræver det en stor indsats at komme tilbage i kampen, analyserer Luis Enrique.

Selv om han også vurderer, at Paris Saint-Germain er på Barcelonas niveau, og kandiderer til at vinde Champions League, mener han også, at Barcelona i sidste ende havde fortjent at få uafgjort efter fint spil i de sidste 25 minutter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.